En Dag - det var i sidste Sommer -
En Sømand med sin unge Brud
Med Jernbanen lystigt kommer
Til Dyrehaven kjørende ud.
De vilde see dem lidt omkring
Og more sig med Bakkens Ting
Med Ding Ding Dingeling
Med Dands og Sang.

De mødte efter nogen Snakken
Den store Troldmand allerførst,
Han hexer dem midt ud paa Bakken
Ind i et Telt, og deres Tørst
De slukke der - og i en Krog
Hun sukker: hvor jeg elsker dog
Din Ding Ding Dingeling
Din nye Hat.

Men hei, hvad er det den Mand bestiller,
Jeg troer saagu han spiser Ild;
Og Gnisterne ham om Næsen spiller,
Mon det ham godt bekomme vil
Min søde Ven det er Plaseer,
Kom med, vi skal jo ha'e lidt meer
Ding Ding Ding Dingelin
Lidt meer Plaseer.

O Gud! Nu er der vist Spektakel,
Hør hvor de skjænds og hænger i;
Aa Snak, det er blot Mester Jakel,
Ham seer vi, og saa dandse vi.
Han skjænds fordi hans Kone vil
Med sin Galan ham gjøre til
Ding Ding Ding Dingeling
Til Hanerei!

Men stop - der seer jeg Folk sig samle,
Der er vist noget Godt forsandt.
Hurra der har vi jo den gamle,
Gemytlige Hr. Ferdinand!
Saa gik de hen til Bordet - hei,
Gemytligheden var paa Vei
Ding Ding Ding Dingeling
Med Liv og Spas.

Hun syntes meget godt den Lille,
Om Ferdinands den muntre Sang;
Hun sukked: Ak jeg gjerne vilde
Gi'e Ferdinand et Kys engang!
Jo, jo! Jeg siger det var Liv
Og Ferd'nand fik til Tidsfordriv
Lidt Ding Ding Dingeling
Lidt Kys og Klap.

Og da den Sømand hjemad kjørte,
Saa sukkede hans lille Brud!
Min Ven, den Tale som jeg hørte
Faaer aldrig jeg af Hjertet ud.
Og veed Du hvad han sa'e, Fa'er min,
Han sa'e min Tøs jeg elsker Din
Ding Ding Din Dingeling
Din Sømandsgut.