"Fjerne Syd, Du skjønne Spanien
Spanien er mit Fødeland,
Hvor Cypressen og Kastanien
Suser mildt ved Ebros Strand.
Der, hvor Zephyr venligt lufter
Sig i Solens varme Glød,
Hvor den røde Rose dufter,
Som den skjønne Pige brød.

Med min Lyre maa jeg vandre
Ene om i fremmed Land,
Hadet, spottet af de Andre,
Negtet tidt en Draabe Vand;
Ingen af min Klage rørtes,
Alle spotte kun min Nød,
Bort af Huus og Gaard jeg førtes
Vredt, saasnart min Stemme lød.

Ingen for Zigeunerdrengen
Har et venligt Trøstens Ord,
Han maa hvile sig paa Engen,
Sove der hvor Ulve boer.
Ingen kan forstaae hans Klage,
Og hans skjønne Barndoms Sang
Echo kaster tom tilbage -
Døde Toner uden Klang.

Tidt naar jeg for Folket synger
Taarer i mit Øie staaer,
Men min Længsels Haab sig klynger
Da til Fremtids bedre Aar,
Jeg vil hjem, vil hjem til Spanien,
Her er koldt, Alt aander Had,
Jeg vil hvile ved Kastanien
Fattig, men dog hjerteglad.

Saa lød Ordet fra den Lille
I den mørke Aftenstund,
Det var koldt og det var silde,
Øiet lukte sig til Blund;
Til et Træ sit Hoved hviler
Han i Drøm om Spaniens Ild,
Sjælen til Alfader iler,
Spanien kom han aldrig til.