Hans og Kirsten
Hvor ved Silkeborg sig Søen snor i Eng,
Leged jeg som lille Pige med en Dreng,
Vi var sammen baade Dag og Aftenstund,
Indtil Natten kaldte os til Blund.
Han hed Hans og var mit Alt paa denne Jord,
O, vi aned ej, at Verden var saa stor.
Sorger kendte vi kun grumme lidet til,
Thi vi leved kun for Leg og Spil.
Vi blev konfirmeret – snart forskellig Vej
Førte Skæbnen os; snart glemte vi vor Leg,
Ensom sad jeg, naar de Andre gik til Dans,
Ak, jeg kunde ikke glemme Hans.
Men han glemte mig, han søgte Rigdoms Sti,
Stundom gik han med sin Kærest mig forbi;
Hun var rig og stolt, jeg var en fattig Mø,
Og som fattig mente jeg at dø.
Saa kom Krigen – Fjenden rased blodig frem,
Jeg sad ene sorgfuld i vort lille Hjem;
Fader døde, Moder fulgte snart derpaa,
Ene maatte jeg i Verden staa.
Som en Aftenstund just Solen daled ned,
Kom Transport af Saarede – ak, hvor de led!
Da de kom, jeg udenfor paa Bænken sad,
Ak, jeg saa dem – jeg blev ikke glad.
Blege laa de der i Aftensolens Glans –
Pludselig opdaged mellem dem jeg Hans;
Straks han saae mig, og slog skamfuld Øjet ned,
Men jeg sagde; "Hans, god Dag, Guds Fred."
Fra hans Hoved pibled Blodet paa et Bind,
Men jeg kyssed varm hans blege kolde Kind,
Og da han besvimed’, blev han baaren ind
I min Hytte med forvirret Sind.
Han var Døden nær, fortalte Lægen koldt,
Men jeg passed ham og ham i Livet holdt:
Trende Maaneder derefter sad en Dag
Han paa Bænken, skøndt han end var svag.
"Kirsten," sagde han, "min Kærest har forladt
Mig i Sorgens lange mørke, bitre Nat;
Da hun hørte, jeg var saaret, næsten død,
Hurtigt hun sig til en Anden bød.
Jeg er ene – syg og fattig nu jeg staar."
"Nej!" udbrød jeg, "ene er du ikke; - naar
Du vil tage mig saa fattig som jeg er,
Er du mig bestandig lige kær?"
Og han trykked mig saa sagte til sit Bryst,
"Kirsten," hulked han, "saa blev du dog min Trøst,
Thi mit Liv du redded, skøndt jeg glemte dig,
Aldrig skilles skal nu mer vor Vej."
Snart derpaa fra hans Kaptajn en Dag kom Bud:
"Hans, som redded mig af Fjendens Hænder ud
Og blev saaret, han skal nu faa Kampens Løn,"
Thi Kaptajnen var en Grevesøn.
Snart blev Hans Forvalter da paa Grevens Slot,
Vi blev gift og har det, o, saa godt, saa godt;
De to Drenge der, og Tøsen med sin Krans,
Det er vores! – Gud ske Lov for Hans!