Møllersvenden
Hist hvor Vejen hen mod Skoven gaar i Bugt,
Ligger der en Mølle langt fra Byen smukt,
Og den smukke Møllerdatter staar derved,
Drømmende saa sødt om Kærlighed.
Møllersvenden elsker hun, - han er saa køn,
Rød og stærk og rask, men kun en Husmandssøn,
Og han elsker Emma af sit Hjertes Magt,
Nylig har han det til hende sagt.
Men den rige Møller, hendes Fader, staar
Der med Jens, som har en stor og dejlig Gaard.
Vinker hen til Emma, og saa siger han:
"Hør min Datter, dette bli'er din Mand.
Han har Gaard og Penge, Heste, Køer og Faar,
Og den Møllersvend til Mand du aldrig naar."
Emma rødmed bly og slog sit Øje ned,
Tænkte paa sin Ven og Kærlighed.
Snart opdaged Fader Møllersvendens Gang
Til hans Datter, naar den Aftenstund blev lang,
Han i Lunden traf dem, og hans Sind var haardt,
Møllersvenden blev saa jaget bort.
Han nedbøjet Afsked med sin Emma tog,
Sorgfuld han til andre Egne ensom drog.
Henad Aaret skulde Emmas Bryllup saa
Med den rige Gaardmand festlig staa.
Men en Morgen blev skøn Emma i sin Seng,
Og ved hendes Side laa en nyfødt Dreng.
Bryllupsstadsen blev kassert, - den Sag er klar:
Møllersvenden det var Drengens Fa'er.
Saa blev Møllersvenden atter hentet hjem,
Fatter sa'e: "Den Streg i Regningen var slem.
Men har I holdt Bryllup selv, er det dog bedst
At det bli'er stadfæstet af en Præst.
Driv nu Møllen, jeg er gammel og lidt svag,
Jeg har nok for mig indtil min sidste Dag,
Jeg kan lege med den Pokkers Dreng, I har,
Man kan se, en Møller er hans Fa'er."