Og Jomfruen sad i sit Kammerlil
Og syede og nynnede smaat dertil,
Da pludselig op fra sin Stol hun sprang
Og standsed med Sytøiet og sin Sang.
Nei, Mo'er, dette Liv holder jeg ikke ud længer! Jeg vil ud i Verden og see mig om og sværme - jeg vil være Sangerinde! Saa faaer man Penge og Stads - Du kan troe, jeg vil gjøre Lykke i dennehersens:
Singdudeleidudelei.

Snart ved et Selskab hun fik Emploi
Og hvergang hun sang var der Klap og Støi,
Og Herrerne friede og sukkede smaat,
See, det var nu Altsammen meget godt.
Der gik ikke en eneste Aften uden at der blev lagt Specier paa Tallerkenen, naar hun gik omkring med den - det var i de Dage - og smilede saa sødt til Enhver, og de fornemste Herrer fulgte hende hjem om Aftenen, naturligviis blot for at høre dennehersens
Singdudeleidudelei etc.

Blandt dem, der nu sukkede værst i Løn,
Var ogsaa den flotte Hr. Greves Søn,
Han klaged for Sangerinden sin Nød,
Og sagde: Jeg elsker Dig til min Død!
Aa, maa vi nu ikke være fri, Hr. Greve! Den Elskov, De føler for mig - lad være at klappe mig paa Kinden, De gnider Sminken af! - er vist ikke andet end:
Singdudeleidudelei etc.

Men Greven hængte forskrækkelig i,
Hun kunde nu slet inte blive fri,
Saa tog hun ham, men da han var katholsk,
Saa blev de ei gifte, men leved paa Polsk.
Gud sikken Lykke, sa'e Majoren, han skulde nyse og havde ingen Næse! I de første Uger bestilte Greven ikke Andet end at lade hende synge dennehersens Singdudelei, og hun fik den ene Silkekjole værre end den anden; hvergang de havde spiist, men især om Aftenen sa'e Greven: Sødeste Lotte! Lad os nu igjen faae dennehersens
Singdudeleidudelei etc.

Men Alting paa Jord maa en Ende ha'e,
Tilsidst blev de kjed af Singdudeleida;
Den Greve han blev nu saa syg og mat,
Og Konen hun sukked ved Dag og ved Nat.
Silkekjolerne slap op, hvorfor den elskværdige lille Kone med en beundringsværdig Aandsnærværelse gik hen og satte Grevens hele Garderobe paa Assistentshuset, saa at han om Morgenen ikke kunde komme ud af Sengen. "Du er syg," sa'e hun, "derfor maa Du smukt blive liggende!" Og saa gik hun ind i det andet Kammer, hvor hendes Fætter Lieutenanten ved Garden fik Information i
Singdudeleidudelei etc.

Saa kom der en grov Politibetjent
Og sagde: "Hør, Olsen, Du er sgu kjendt,
Du er ikke Greve men Kræmmersvend,
Nu skal Du, min Salighed med, min Ven."
Seer Du - at Du selv forsvandt fra Boutikken, det havde man fundet sig i, men at der paa samme Tid forsvandt et Stykke Silketøi paa 145½ Alen og 300 Daler, den kunde Politiet ikke regne ud, og derfor skal Du i Brummen, det er ikke saa rart som at give Greven, eller lade Jomfruen synge
Singdudeleidudelei etc.

Og Lotte hun daaned og skreg Gevalt:
"Nei, nu har jeg aldrig hørt saa galt!
Jeg troede en Adelsmand var min Ven,
Og saa var det bare en Kræmmersvend."
Den forlorne Greve blev puttet i en Drosche, og da alt hans Tøi var paa Assistentshuset, maatte han nøies med at tage sin Hat paa Hovedet og kjøre i et luftigt Costume til Politikammeret, og da Politiet gjorde Udpantning i deres Bo fik de ikke Andet end en Kridtpibe og et Par Morgentøfler, men Lotte var ligesaa fattig som da hun begyndte, og derfor ernærer hun sig nu igjen med dennehersens
Singdudeleidudelei etc.