Da Adam fra først kom i Paradis,
Saa gik han der ganske alene,
Han drak sig en Bajer og tog en Pris,
Og saae lidt paa Træernes Grene;
Han røg saa magelig sin Cigar
Og troede, intet der bedre var.

Og Paradis=Æbler han spiste flot,
Som ikke i Drivhuse groede,
Man skøndt han nu havde det rigtig godt,
Var det ikke efter hans Ho'ede;
Han keded sig og sagde mut og tvær:
Man er saa bansat alene her.

Det hørte Vorherre i Himlen op,
Han ynkedes over den Stakkel,
Saa tog han et Ben ud af Adams Krop
Og gjorde et lille Mirakel;
Da Adam saae sig i Haven om,
Den yndigste Dame hen til ham kom.

Hr. Adam han bød hende Armen straks:
Min Frøken, maa jeg ha'e den Ære!
Jeg ser, at De er af den samme Slags
Som jeg, - maa jeg byde en Pære!"
Thi Limonade og The og Is,
Det fik man ikke i Paradis.

Fra dette Minut var Hr. Adam glad,
Nu drak han sin Dame til Ære,
Han fatted' sin Lykke, og - veed De hvad,
Vor Jord vilde sørgelig være
Foruden Damer - vi blev til Aal,
Kom, lad os tømme hver Dames Skaal!