Dreyfus Børns Klagesang
eller
Moder, veed du, hvad jeg drømte

1. Dreyfus' Børns Klage.
Paa Djævleøen Dreyfus sidder
I Lænker i den hede Sol,
Der er ej Blomst, ej Fuglekvidder,
Der er ej Rose, ej Viol.
I Frankrig blev hans Viv tilbage
Med Børnene, den sidste Skat,
Slet ingen hørte deres Klage,
Da vaagner Drengen op en Nat:
Veed du, Moder, hvad jeg drømte,
Jeg saae i Paradiset ind,
Der saae jeg Fader sidde stille
Med Taarer paa den blege Kind.
Men pludselig i Lysets Sfære
Kom Retfærds Engel mægtig frem,
Til Frihed, Frankrig, til de kære,
Blev Fader ført igen herhjem.

2. Barnet.
Ved Barnets stille Sygeleje
Ses Moderen at vaage ømt,
Hun ængstes for sit bedste Eje,
Men Livets Kilde snart er tømt.
Hun græder bitterlig og beder
For Barnet inderlig til Gud,
Da, mens hun Lejet varsomt reder,
Den smaa i Feber hvisker ud:
Veed du, Moder, hvad jeg drømte
Jeg saae i Herrens Himmel ind,
Med Vinger fløj de kære Engle
Og kyssed mig paa Mund og Kind.
Vorherre vil min Bøn vist høre,
Saa ogsaa jeg faar Vinger to,
Da skal jeg, lille Mo'er, dig føre
Til Himlen op til Fred og Ro.

3. De Unge.
Fra Livets Glæde blev han baaret,
Til Kirkegaardens stille Fred
Den, hun til Brudgom havde kaaret,
Da sank i Kummers Nat hun ned.
Hun sygned hen, og paa det sidste
Hun nævnte ømt sin Moders Navn,
Og hvisked: Moder, om du vidste,
Hvad nys jeg saae i Søvnens Favn.
Veed du, Moder, hvad jeg drømte:
Jeg saae i Herrens Himmel ind,
Min søde Alfred der jeg skued,
Men ensom og med Graad paa Kind.
Han sukked: "Du maa til mig komme!"
En Engel er han, mild og kær.
Naar nu mit Liv her snart er omme,
Med Alfred staar mit Bryllup der.

4. De Gamle.
I Livets sene Aften taler
Et gammelt Par om Ungdoms Tid,
De i Erindringen udmaler
Sig Livets Glæder, Sorg og Strid.
Da pludselig bli'r han urolig,
En Tanke mørknede hans Sind;
Han hvisker, mens hun ømt fortrolig
Bortkysser Taaren af hans Kind:
Veed du, Mutter, hvad jeg drømte!
I Himlen saae jeg grant os to.
Jeg var saa ung og glad og munter
Og du som en Gang smuk og fro
Naar Livets Eventyr snart slutter
Og vi maa drage bort, vi to,
Vi følges, kære gamle Mutter,
Til Himlens evig lyse Bo.