Om Dagmar Hansen er der snakket saa vidt,
Nogle vil paastaa, at hun tér sig for frit,
Andre fortæller, at hun tjener for tykt,
Og for Moralen har saa andre en Frygt.
Dagmar hun synger og hun lér ad dem kun,
Ude hos Fugmann, der i Charlottenlund,
Synger: "Lad kun Misundelsen fæste Bo,
Dagmar hun ta'r det med en knusende Ro!"

Let er kun klædt, men Sommeren er jo varm,
Hvorfor saa gøre for det Trikot Allarm?
Herrerne synes, hendes Skabning er go',
Det bringer Sølvtøj, af det møntede - jo!
Damerne titte, mens hun synger saa glad,
Samles i Masse, naar hun springer i Bad,
Selv om Kritiken ikke altid er go',
Dagmar hun ta'r den med en knusende Ro!

Grever, Baroner knæle for hendes Fod,
Sukker: O Dagmar, du maa være os god!
Guldpenge strør de, - jo, det gaar i Galop;
Dagmar hun lér, og hun ta'r Guldtøjet op.
Tusinde Kærester hun let kunde faa,
Men Dagmar Hansen la'r dem viselig gaa;
Frihed hun ynder, ja og Bryllup, ho ho,
Det ta'r sgu Dagmar med en knusende Ro!

Dagmar har Kræfter, som den stærkeste Mand,
For hun kan trække Bunker Penge i Land,
Herrernes Hjerter trækker hun paa en Snor,
Ja, selv Beck-Olsens Kraft er ikke saa stor.
Og hun kan bære - ja, hun bær' godt og vel
Al Slags Bagtalelse og utidig Spræl,
Hver Dydsdragon hun la'r i Bugter sig sno,
Dagmar hun ta'r det med en knusende Ro!

Lad os saa drikke Dagmars Skaal her i Kvæld,
Helst i Champagne, ja det veed vi jo vel,
Fugmann han lér - det Pi'ebarn er en Skat,
Drik, - hver Bekymring vil vi sige Godnat!
Dagmar skal leve, - aa, det yndige Noer!
Det synger alle glade Herrer i Kor;
Og om Uvennerne de lé eller glo,
Dagmar skal ta' det med en knusende Ro.