En Aftenstund i Sommer var
Der Liv paa Fred'riksberg,
Thi Stadens muntre Piger ta'er
Saa gjerne et Maaltid der.
Og efter Hverdagens Slæb og Slid,
Kan ugeneert hun faae
Sig paa Alleenberg en Bid,
Før hun skal hjemad gaae, o ja,
Før hun skal hjemad gaae.

Og Jensens Rikke var der med
Sit nye Palmesjal;
Paa Gammelmynt, det nye Sted,
Der boer hun paa tredie Sal.
Hun nærer sig nu af Naalen, og
Det er en ærlig Sag,
At sye for Folk, og hun har Nok
At sye ved Nat og Dag, o ja,
At sye ved Nat og Dag.

Men det var Pintsedag, javist,
Og det var yndigt Veir,
Saa bliver Stuen dog saa trist,
Det kjender vel sagtens Enhver;
En Løgn hjalp Rikke saa net paa Gled,
En ganske lille blot;
De Gamle vilde ikke med,
Og det var ogsaa godt, o ja,
Og det var ogsaa godt.

Hun var da neppe kommen ind
Paa Sommerlyst og stod
Ved Caroussellen, glad i Sind,
Da kommer der netop en Rod
Med skjæve Støvler til Spot og Spee
Og siger ganske frækt:
"Kom med og faae Dem en Kop Thee,
Jeg ta'er en Theevandsknægt, o ja,
Jeg ta'er en Theevandsknægt."

Forskrækket løber Rikke bort,
Og tænker ei hvorhen,
Først ud af Sommerlyst og kort
Derpaa var hun inde igjen.
En Herre mærker den Armes Frygt:
"Jeg skal beskytte Dem,
Kom, tag min Arm, der gaaer De trygt,
Saa følger jeg Dem hjem, o ja,
Saa følger jeg Dem hjem!"

Hun var saa bange, og han saae
Saa god og venlig ud;
Hun turde heller ikke gaae
For Roden, naa, Herre Gud!
Hun tog hans Arm, og en Timestid
Spadseerte de omkring,
Gik til et Lysthuus, tog en Bid,
Og saae paa Havens Ting, o ja,
Og saae paa Havens Ting.

De sad saa kjærligt paa en Bænk,
Men Himlen blev saa sort,
Og først kom der et enkelt Stænk,
Nu skyndte de Andre sig bort;
Saa øste det som med Spande ned,
Det regned, sjat, sjat, sjat,
Her var kun Tid til kort Besked,
De fik en Drosche fat, o ja,
De fik en Drosche fat.

Saa sad de ved hinandens Favn,
Og kyssedes saa blidt,
De kjørte ind til Kjøbenhavn,
Der maatte nu Hver gaae til Sit.
Og Rikke sukkede ganske let,
Da Herren skulde gaae,
Thi ak, hun havde mistet det,
Som man bør holde paa, o ja,
Som man bør holde paa.

Og han kom aldrig meer igjen,
Men Rikke sad og græd,
Og Moderen kom sorgfuld hen:
"Hvem har gjort min Rikke Fortræd?"
"I Droschen, der har jeg mistet det,
Som man bør holde paa."
"Ei," raabte Mo'er, "den Sag er let,
Det kan vi atter faae, o ja,
Det kan vi atter faae."

Og Moderen til Kudsken gik:
"Hvad har min Datter tabt
I Droschen her?" - Da loe den Strik:
"Endnu er vist Den ikke skabt,
Som kan erstatte det Tab igjen,
Men vær I rolig kun:
Hun var her med sin kjære Ven,
Sit Hjerte misted hun, o ja,
Sit Hjerte misted hun."