En Sang og en Hilsen jeg til Dig vil skrive,
Min Pige, som jeg har saa inderlig kjær,
Og den vil jeg til en Erindring dig give,
Fordi Du ei længer min Kjærest' vil vær',
Du maa ikke troe, jeg taber mit Mod,
For Du mig foragter og er mig ei god.

Du maa ikke tænke, jeg for Dig vil sørge,
Fordi Du min Troskab har lønnet med Svig,
Maaske Du Dig fryder, naar Du kunde spørge,
At jeg gik i Sorg og Bekymring for Dig.
Men det jeg ei gjør, at tage mig nær,
At sørge for Dig, som saa utro mon vær'.

Thi Verden staaer aaben for mig, og jeg vandrer
Frimodig og munter ad Kjærligheds Vei,
Da Fleer er tilbage, jeg ta'er mig en Anden,
Som bliver mig trofast og sviger mig ei.
Maaske at den Tid og kan komme for Dig,
At Du maa udtømme hvad Du skjænker mig.

Ja, om Du nu skulde opleve de Dage,
At tømme den Skaal, som Du skjænket har mig;
Tænk da paa de hensvundne Tider tilbage,
Tænk, at det var kommen for Falskhed og Svig.
Da falder den Tid vist i Tanker for Dig,
At vi i vor Kjærlighed leved saa fri.

Den Tid at vi Kjærlighed har til hverandre,
Vi leved saa mangen fornøielig Stund,
Med Glæde jeg til Dig den lange Vei vandred,
Saa tidt og saa ofte ved Midnattens Stund.
Den Kjærligheds Trang, den letted' min Gang,
Og Veien forkortes ved Fuglenes Sang.

Men al min Fornøielse var kun alene
Den Glæde, at jeg kunde tale med Dig.
Og med Dig i Kjærlighedsfavn at udtale,
Hvor høit at min Kjærlighed brændte til Dig;
Det var al min Lyst, min Glæde og Trøst,
Naar jeg kunde trykke Dig op til mit Bryst.

Men hastig Du Løfter og Tanker forandred',
Da jeg allermindst havde tænket paa Svig,
Og den Tid jeg meente, at jeg Dig bedst kjendte,
See, da var vort Venskab saa hastig forbi.
Jeg nødes nu til at sige Farvel:
Farvel nu min Pige og sødeste Sjæl!