Jeg havde mig Beilere tvende,
En fattig og En der var riig;
Men Guldet lod Øiet forblinde,
Den Rige udkaared jeg mig.

Gav Steffen mig Guld og Ædelstene,
Gav Hendrik mig ikkun et Baand.
Den ene beholdte mit Hjerte,
Den Anden fik ikkun min Haand.

Tidt seer jeg min Hendrik at græde,
Imens at min Steffen han leer,
Og Taarer paa Kinderne væde:
Jeg ene den Skyldige er.

En Aften var Steffen ei hjemme,
Jeg kaldte den Sorgfulde ind:
O, Hendrik Du maa Dig ei græmme,
Jeg sagde, og klapped hans Kind.

Opsøg Dig en anden Pige,
Thi Du er jo god og smuk,
See det kan jeg Hendrik Dig sige.
Han svared mig med et dybt Suk:

Jeg Døden mig nok selv skal tage,
Jeg kan ikke leve for Dig;
Men jeg har en Moder tilbage,
I Live hun fast holder mig.

Hans Taarer paa Hjertet mon brænde,
Jeg havde ei Sind eller Sands,
Saa Gud veed hvordan det sig hændte,
Min Mund mødte kjærligen hans.

Han saae mig stift i mine Øine,
Det Blik jeg forglemmer vist ei,
Og venligen vilde han smile,
Men sukkende gik han sin Vei.

Nu seer jeg min Hendrik ei mere
At træde forbi vores Dør,
Min Steffen var selv med at bære
Den sortmalte Liigkiste=Bør.

Da Steffen kom hjem, blidt han sagde:
Den Stakkel han gjorde det kort,
Og Sorg ham i Graven nedlagte,
I Døden min Hendrik gik bort.

En hemmelig Feber ret længe
Har suget hans Arme og Been,
Og Vintrene var altfor strænge,
Og Regnen var altfor seen.

Men saa kom Vinden fra Norden,
Som qvalte det ringe Skud,
Og visnet faldt han til Jorden,
Min Hendrik han er nu hos Gud.