Sidste Rose, hvor ensom gynger
Du blandt falmende Søstre her,
Medens Høstvindens Tone synger
Sørgelig blandt Lundens Trær?
Dine Venner nys i Vaaren
Hviskede: Hvor er du kær!
Mens nu Duggen fælder Taaren,
Ak, og Vinteren er nær.

Bedre er det, i Jord at hvile,
End at sukke paa nøgen Kvist,
Medens alle de Kære ile
Bort at samles i Glæde hist.
Sidste Rose, derfor smykke
Du min Elsktes Baare nu;
Hun blev røvet med min Lykke,
Nu med hende følge du!