Naar vi skal ud paa Livets Vej,
Da har i Moder vi en Støtte,
Som gør os Kampen til en Leg.
Saa kækt vi hver en Hindring flytte
Og om Besværlighed ej skøtte.
Og trænge vi i Sorg til Trøst,
Da ty vi først til hendes ømme Bryst.

Held den, som har en Moder øm,
Som staar ham bi, og som ham gerne
Vil føre over Livets Strøm,
Og lig en sikker Ledestjerne
Ham styre mod hans Maal det Fjerne.
Ja, Moder hun er vort Kompas,
Som viser Vejen paa vor Livssejlads.

O, Moder, du vor Trøst i Nød.
Dig aldrig nok vi kunne takke,
Hvor end vi søge maa vort Brød,
Hvor end i Verden om vi flakke,
Naar Sorgen tynger paa vor Nakke,
Naar Lykken laaner os sit Skær,
Vi dig velsigne, dig, vor Moder kær.