I Aaret attenhundred og ni og tredive
Jeg drog til København ind til Kongens Tjeneste.
Jeg bød Farvel til Hjemmet og til min kære Ven:
Maaske du har en Anden førend vi ses igen.

Hun derpaa svor og sagde: "Nej, det skal aldrig ske,
Du trøstig bort kan rejse, min Allerkæreste!"
De Ord, de kom fra Hjertet, fra hendes unge Bryst,
O Gud, tilgiv mig Synder og skænk mig Himlens Trøst!

Men Alt gik herligt til i den store Hovedstad,
Jeg glemte snart Alvilda, og sværmed fri og glad.
To Maaneder var svundne, da skrev jeg hende til,
I Brevet stod de Ord som jeg her opskrive vil:

"I Dag jeg nu vil skrive for sidste Gang til dig,
Du søge maa en anden Ven og evig glemme mig.
Jeg her en Ven har valgt mig, for Tiden var saa lang,
Derfor Farvel, Alvilda, Farvel for sidste Gang!"

Nu gik der vel en Maaned, saa fik jeg Svar derpaa:
"Min Ven er det din Mening, hvor skal det mig da gaa?
Og kan du glemme mig, som er altid tro mod dig,
Da har du sikkert syndet mod Gud og imod mig.

Jeg har jo nu herhjemme hos mig en lille Søn
For hans Skyld vil jeg bede til dig en ydmyg Bøn:
O skriv dog snart tilbage og giv mit Hjerte Ro,
Og hermed vil jeg ende mit Brev i Haab og Tro."

Jeg læste hende Brev op for Alle og Enhver
Af mine Kammerater, som var paa Stuen der.
Jeg spotted hendes Klage, jeg ændsed ej den Bøn,
Som hun af Hjertet bad for sin kære lille Søn.

"Det Brev det har hun skrevet jo med sit eget Blod,"
Bemærkede en Ven, som just ved min Side stod,
"Og du gør Synd mod hende, som er saa tro mod dig,"
I Øjet stod en Taare paa ham, men ej paa mig.

Jeg sat' mig til at skrive den samme Dag et Svar,
Og sendte det til hende, som hun mig bedet har,
Mit haarde Hjerte banked den Gang jeg skrev de Ord:
"Du maa mig evig glemme paa denne Verdens Jord."

Det var en Morgen tidlig, lidt før Reveillen lød,
Saa kom der Brev fra Hjemmet: "Nu er Alvilda død.
Og du er ene Skyld i, hun gik til Graven hen,
Og derfor har du syndet mod Gud i Himmelen.

Da hun dit Brev mon læse, da sukked hun i Løn,
Saa tog hun op af Vuggen sin kære lille Søn,
Og vandred ned til Søen igennem Skoven brat,
Det var den tolvte Juli, en dejlig Sommernat.

Et Brev hun havde skrevet, det laa ved Træets Rod,
Ved Søens Kant; jeg læste, hvad der i Brevet stod,
I allersidste Linie der skrev hun disse Ord:
"Nu har jeg evig glemt dig paa denne Verdens Jord."

Vi søgte efter hende saa snart som det blev Dag,
Vi aned ej, at det var en saa alvorlig Sag.
Saa gik jeg gennem Skoven hen til det dybe Vand,
Der laa et Brev ved Kanten, jeg tog det op paa Stand.

Jeg tog det op fra Græsset og læste disse Ord:
"Nu har jeg evig glemt dig paa denne Verdens Jord."
Da randt det mig i Sinde: Mon hun i Søen sprang?
Vi søgte og vi fandt hende straks den samme Gang.

Nu hviler hun i Graven med Barnet i sin Arm,
Det slumrer blidt i Døden alt ved sin Moders Barm.
Til dig og ingen Anden hun gav sit Hjerte hen,
Og derfor har du syndet mod Gud i Himmelen."

Hermed endte Brevet, jeg slog mig for mit Bryst:
"O Gud, tilgiv min Brøde og skænk mig Himlens Trøst!
Thi ak, mit haarde Hjerte var fuldt af Last og Svig,
Jeg var jo falsk mod hende, som var saa tro mod mig."

Saa gik jeg til Kaptainen, og han Forlov mig gav,
At hjem jeg maatte rejse og se til hendes Grav.
Det var en Morgen tidlig, Kasernen jeg forlod,
Og det var Aften silde, da jeg ved Graven stod.

Jeg satte mig ved Graven og gentog disse Ord:
"Nu har jeg evig glemt dig paa denne Verdens Jord.
O kæreste Alvilda, har du tilgivet mig,
Jeg veed jo, jeg har syndet mod Himlen og mod dig!"

Og hermed vil jeg ende min sørgelige Sang,
Nu gaar jeg saa alene min kummerfulde Gang,
Og bed til Gud i Himlen for min forpinte Sjæl,
Og dermed vil jeg sige Alverden mit Farvel.