En Vise vil jeg synge om Kærlighed igen,
Hvad nylig er passeret her i Norden,
Alt om en Ungersvend, som har myrdet sin Ven,
En større Sorg ej hænde kan paa Jorden.
Han elsked hende ømt, hun var Stjernen paa hans Vej,
Men om hun var oprigtig, det kendte man jo ej,
Hun loved ham Troskab, men Lykken brat forsvandt,
Og Sorgen kom i Stedet, tro mig, at det er sandt.

Den Ungersvend knapt fyldte sit attende Aar,
Hans Kærest boede hinsides Vandet,
Ej hver Dag de mødtes, men nok man forstaar,
At Hilsen tidt de vekslede blandt Andet.
Men pludselig en Dag vilde Ungersvenden med
De andre Karle, som over Vandet drog afsted,
I Baaden sprang han ned, thi han vilde til sin Ven,
Saa sejlede de glade alt over Bølgen hen.

Men ude fra Søen han saae en anden Svend
Gaa ind i Huset hos hans elskte Pige,
Den Ungsvend var Ynglingens allerbedste Ven,
Han tænkte ej, at han ham vilde svige.
Han studsede og blev saa forfærdet i sit Sind,
Han havde ikke Mod til at gaa ad Døren ind:
Han saae, den var stænget, saa bankede han paa
Og raabte: "Kære Pige, du Døren aabne maa!

Jeg gaar straks igen, men først maa du la' mig se,
Hvem det er, du har i Kamret inde!"
Da Ingen ham svared, han sa'e: Saa maa det ske!
Og Vreden som en Storm ham kom i Sinde;
Han sparked Døren ind: Kvinde, Falskhed er dit Navn, -
Da saae han Vennen glad i den hulde Piges Favn.
Da blegned hans Kind og fra Øjet skød der Lyn,
Hans Tanke blev forvirret alt ved det fæle Syn.

I Huset han fra Køk'net en Økse hented ind,
To haarde Slag og Mordet var begaaet,
Hans Ofre sank hen, Blodet veg fra deres Kind,
Nu havde deres Falskhed Straffen faaet.
De blødende laa, de, som nys i Elskovs Glød
Nød Salighedens Glæde, men fik den bitre Død.
Og da han nu saae det, den stakkels Ungersvend,
Saa kasted han sig grædende over Liget hen.

Ja bitterlig græd han, men da han vilde gaa,
De andre Karle havde Døren stænget,
Da gennem et Vindve det lyktes ham at naa
Fra Huset bort, straks foer han over Vænget,
Og ned til Havet løb han, og ud i Baaden sprang,
Og stødte den fra Land, medens Stormen hven og sang,
Saa skrev han paa Brættet med Kridtet, som han fandt:
"Farvel, o Verden, hvor jeg kun Sorg og Kummer vandt.

Jeg uden min elskede Ven ej leve kan,
Nu er hun død, og jeg er saa alene,
Nu lider jeg Døden her i det dybe Vand,
I Himlen vil vi atter os forene."
Med sammenfoldte Hænder han i den samme Stund
Sprang ud i Bølgefraaden og hurtig gik til Bund.
Nu hviler den Yngling i Fred i dybe Hav,
Og Maagen flyver over den mørke vaade Grav.