Jeg var en ung Sømand, fra Dower jeg kom

Jeg var en ung Sømand, fra Dower jeg kom,
Jeg bejled til en Pige, skjøn Sally var hendes Navn,
Hendes Hjerte var frimodig, hendes Øjne stod i Brand,
Hver Gang hun stod og talede med en ung Sømand.

Jeg gik hen til hende ved blomstrende Vej,
Og talede til hende: Ung Sally, sagde jeg,
Her er mit unge Hjerte, her rækker jeg dig Haand,
Her er en Blomst til dig, skal vi knytte Elskovs Baand.

Skjøn Sally hun rødmed som Rosen paa sit Blad,
Hun smilte venlig til mig, i Sindet ung og glad.
Hun svarede; En Sømand han er som lette Sky,
Han elsker alle Piger og skifter i hver By.

Med Haanden paa Hjertet jeg loved saa fast
At elske hende trofast indtil mit Øje brast,
Jeg sagde: Naar i Mørke ved Nat jeg styrer frem,
Du være skal den Stjerne, som lyser mig herhjem.

Saa gav hun mig Haanden, jeg kyssed hendes Mund,
Saa glad og lykkelig var jeg aldrig nogen Stund,
Tre Dage da derefter jeg skulde rejse hen
Alt over salten Bølge bort til Ostindien.

Og da jeg nu kom for at sige mit Farvel,
Da var skjøn Sally borte, det var os ej til Held,
Jeg spurgte hendes Moder, hun svarede mig kun:
Ung Sally er ej hjemme, saa snart ej kommer hun.

Saa lettede vi Anker og stod for vore Sejl,
Dog fik jeg nu at vide, at jeg var gaaet fejl,
Ung Sally var jo hjemme, den Sag den er nu klar,
Hun nægtede det blot, - i sit Værelse hun var.

Men da jeg var borte, fortrød hun det saa haardt,
Hun vidste jo, vor Skilsmissetid var ikke kort,
Hun længtes og hun blegned, sin Færd hun haardt fortrød,
Hun sørgede saa inderlig, det blev hendes Død.

Hun kaldte i Feber mig for sin elskte Ven,
Og raabte; "Ak naar kommer min Sømand hjem igjen."
Tre Breve gik der fejl, mens jeg foer saa viden om,
Ung Sally laa paa Baare, da jeg til Hjemmet kom.

Saa plukked jeg Blomster og i den kolde Haand
Jeg gav min Brud Buketten, og sluttede vort Baand,
Og kyssed hendes Pande, og bitterlig jeg græd,
Da de skjøn Sally kørte til Gravens stille Fred.

Nu staar jeg alene i Verden her igjen,
Nu vil jeg ikke have en Pige mer til Ven,
Nej Bølgen er min Attraa, det store vilde Hav,
Der vil jeg leve fri til en Gang det bli'er min Grav.