Det var en Aften paa Tivoli
Endnu i Carstensens Dage;
Der skulle være Fyrværkeri,
Og det var netop tilbage -
Vi stod og vented paa Herligheden,
Da kom en Byge - og hele Glæden -
Den blev til Vand? - Til bare Vand!

Og Regnen strømmede ned fra Sky;
Der blev en Jammer at høre.
Min Hat var blegrød og ganske ny,
Tænk blot! hvad skulde jeg gjøre?
Og skilt fra Tante jeg blev i Vrimlen,
Da kom en Herre som sendt fra Himlen -
Med Paraplui - med Paraplui!

Han var jo fremmed, men Herregud!
Man veed, at Nød bryder Love.
Han saae saa god og saa ærlig ud,
Og Noget maa man jo vove!
Og den, som kjender de røde Hatte,
Hvor lidt de taale, kan sagtens fatte -
At De blev glad - Ja rigtig glad!

Men strax at takke, det syntes jeg
Var ikke rigtig anstændigt,
Og derfor svarte jeg ogsaa Nei,
Saalænge det var nødvendigt.
Men saa forsikkrede han at vi ha'de
Just Begge hjemme i samme Gade -
Naturligviis -Naturligviis!

Paa Veien talte vi op og ned,
Om Vejret først det sig dreiet;
Men siden blev det om Kjærlighed
Og om saa gruelig Meget.
Og da saa efter den Passiar vi
Kom hjem til Porten - saa - ja saa var vi -
Forlovede - Forlovede.