To Piger de gange sig ned til en Strand,
At plukke de Blomster saa skjønne,
Den Ene af dem var saa hjertelig glad,
Den Anden hun var saa bedrøvet.

Saa spørger den Rige den Fattige der:
"Hvorfor er du dog saa bedrøvet?
Har du mistet din Faer, har du mistet din Moer,
Eller har man dit Guld dig berøvet?

Nej hverken har jeg mistet min Faer eller Moer,
Ej heller har jeg mistet mine Penge,
Men jeg sørger saa for den favre Ungersvend,
Som vi Begge have elsket saalænge."

Den favre Ungersvend staar i Afstand derfra,
Og hører den Fattiges Klage:
Sig mig, naadigste Gud, som i Himmelen bor,
Sig mig, hvem af de To skal jeg tage?

Thi tager jeg den Rige, la'er den Fattige gaa,
Da vilde hun vist græmme sig saa saare,
Ja saa vilde hun vist sørge i alle sine Aar,
Og fælde mange modige Taare.

Den favre Ungersvend ta'er den Fattige i Favn,
Og siger med hjertelig Stemme:
O, du skal være Min og jeg vil være Din,
Saa maa du ikke mere dig græmme!"

Derved blev den Rige saa bedrøvet i Sind,
Og siger med sørgende Stemme:
Hvi tog du ikke mig, som dog Rigdommen har,
Og prøved, den Fattige at glemme!"

Nej, Rigdom det er vel en Gave af Gud,
Men Fattigdom tidt en Velgjerning;
Den som Rigdommen har, er sjelden hjerteglad,
Naar Lykken hun leger Guldterning.

Et Æble det hænger jo aldrig saa højt,
Undtagen til Jord det kan falde,
Men bliver jeg forladt af min allerbedste Ven,
Saa bliver jeg forladt af dem Alle.