To Drosler sad paa Bøgekvist,
To gamle Venner var det vist,
Med Sorg i Sind saa tavs de sad,
Fordi de skulde skilles ad.

Saa sang de begge To en Sang,
Som sørgelig i Skoven klang,
De sang saa højt i fjerne Bo,
Mit Hjerte aldrig finder Ro.

En fløj mod Øst og en mod Vest,
Den Stund den var en Sorgens Fest,
En fløj mod Vest og en mod Øst,
Farvel, farvel, foruden Trøst.

Ad Aare de paa samme Gren
Hinanden fandt foruden Meen;
Da sang de højt: Min elskte Ven,
Saa ses vi dog en Gang igen.

Og nu ej mer de skiltes ad;
De fulgte med hinanden glad,
De byggede en Rede tæt,
Hvor nu de leve nok saa net.

De Drosler dog hinanden fandt,
Saa tro mig vel, at det er sandt,
At naar man elsker højt sin Ven,
Saa træffer man ham nok igen.

Naar fra en Ven du skilles maa,
Da bed til Gud, det dig maa gaa,
Som det med de to Drosler gik,
De dog tilsidst hinanden fik.