De tre Søstre
I Hytten derhjemme vi dansede som Smaa
Hver gang vor stakkels Moder til Arbejd maatte gaa,
Vi vare trende Søstre med Roser paa vor Kind,
vi mangled ofte Brødet, men var saa glad i Sind.
Og da vi blev større, en fornem Mand der kom,
Han spurgte os, hvorledes vi kunde synes om
At danse paa Theater, - vi klappede i Haand
Og dansede og slynged os glad i Rosenbaand.
I Frankrig vi dansed for Kejseren en Dag,
Der sad en rig Ægypter, som fandt i os Behag,
Om Natten blev vi vækket, man bandt os for vor Mund,
Og førte os til Skibet, som laa for Ankergrund.
Vi græd og vi bad, men man hørte os dog ej,
Tilsidst saa styred Skibet til fjerne Kyst sin Vej,
Saa kom vi til Ægypten, - det hede, hede Land,
Vi blevne var Slavinder alt hos en fornem Mand.
Vi klædtes i Silke og Guld fra Top til Taa,
Hver Aftenstund vi frem for vor Hersker maatte gaa,
Vi dansed, og han skænked os Guld, den rige Mand,
Men ak, vi græd, vi savned vor Moder og vort Land.
Vi leved som Dronninger, ak, men i vort Savn
Vi længtes dog saa inderligt efter København,
Vor kære stakkels Moder, vi vidste, hun led Nød,
Hun var saa svag og fattig og mangled dagligt Brød.
Strængt blev vi bevogtet i Tyrkens Harem der,
Vi maatte ej faa Budskab til dem, vi havde kær,
Om Kærlighed han tryglede os saa mangen Gang,
Og truede tilsidst med at vinde os ved Tvang.
Da tog han en Aften tre Franskmænd med sig hjem,
Vi turde ikke tale, ej heller se paa dem,
Vi maatte længe danse, men vi fik snart at se,
De Fremmede saa venligen til os Alle le.
Vor Hersker fortalte, vi var fra Cyperns Ø;
Da tændtes vi af Harme: Nu Frihed eller dø!
Da kasted vi os Alle paa Knæ for disse Tre,
Vor Hersker blev som rasende og skreg: Ak og Ve.
Han kaldte paa Slaver, de skulde binde os,
Da lynede de Franske i Øjnene af Trods,
De kasted sig imellem, da blev der Skrig og Blod,
Men Lykken gik Ægypteren og hans Folk imod.
De Franske bar Vaaben, dem brugte de saa godt,
Tyrannen han blev dødelig saaret i sit Slot,
Og Slaverne omkring ham dødsaarede jo laa,
Da saae vi grant, at atter vi Frihed kunde faa.
Nu kendte vi snart vore Frelsere: det var
Tre franske Officerer, som Elskov til os bar;
De elsked os i Frankrig, og den Gang vi forsvandt,
Saa aned de vor Herskers Forræderi saa sandt.
De rejste dertil - nu var Lykken jo med dem,
Snart med vort Guld og dem styred vi paa Havet frem.
Ægypterne forfulgte, men Natten var vort Haab,
Snart var vi langt fra dem og de hadefulde Raab.
Da vore Befriere bad os om vor Haand,
Da knytted vi saa gerne med dem et Ægtebaand.
Vi bleve alle viede paa en og samme Dag,
Nu bor vor Moder hos os og har det ret i Mag.