I Mantua i Lænker
Andreas Hofer sad,
Den tapre Helt i Døden
Blev ført af Fjendens Had.
Hver Broders Barm blev trang og tung,
Den Sorg hos Gammel som hos Ung
:,: Dybt føltes i Tyrol. :,:

Med Hænderne paa Ryggen
Han kæk i Døden gik,
Hans Gang var fast og rolig,
Og lyst og klart hans Blik.
Han frygtede kun Døden lidt,
Den sendte han jo Fjenden tidt
:,: Fra Klippen i Tyrol. :,:

Dog, da hans Vaabenbrødre
Som delte tidt hans Held,
Fra Fængslet strakte Haanden
Ud mod ham til Farvel,
Han raabte højt, den Friheds Mand:
Gud skærme Eder og vort Land,
:,: Vort elskte Land, Tyrol. :,:

For Tamburen vil Hvirvlen
Ej frem - den gaar saa trang,
Da Hofer gaar igennem
Den mørke Fængselsgang.
Andreas, end i Lænker fri,
Fast staar han der paa Dødens Sti,
:,: Den Tapre fra Tyrol. :,:

Paa Bastionen fordres,
At han skal knæle ned:
"Nei, nei det gør jeg ikke;
Jeg dør kun som jeg stred.
Men før jeg skuer Himlens Glans,
Et Hurra for min Kejser Franz
:,: Og for hans Land, Tyrol." :,:

Nu tager Korporalen
Ham Lænkerne af Haand,
For sidste Gang han beder,
Den Helt, med barnlig Aand,
Da raaber han: Nu, træf mig ret!
Giv Fyr! Ak, hvor I skyder slet;
:,: Adjø, mit Land, Tyrol." :,: