Klagesang
om
dem som maa lide Nød

En Sang jeg nu vil forkynde
Alt om denne dyre Tid,
Hvori Mange Ondt maa lide
Og døie Savn og Nød.
Og vi veed nu hvordanne
Det dem her i Livet skal gaa,
Og for Brødet ynkelig sukke,
Og Føden de ikke kan faa.

Ja Mange vil gjerne stræbe
For i Livet at komme frem,
Ja saa Sorrig og Modgang dem rammer
Saa ofte her paa Jord,
Sørgmodig om de gange
Ud i Vinterens Frost og Kuld’,
Saa Mange vil gjerne tjene
Deres Føde og Ophold her.

Mange kan sig ret fornøie,
Til Glæder og Lystighed,
Til Baller, Gilder og Glæder,
Hvor de gaaer tryller Lykken frem,
Og de ere her saa glade,
Og more dem saa godt,
Mange forvirret maa gange
Og reent fortvivlede gaa.

Og i Verdens vilde Larme
Saa Mange stævner om
Og veed ei hvor de Stakler maa lide,
Som med Sygdom her er belagt.
Og Enhver som paa Sygeleiet
Jeg her beklage vil;
Jeg haver det selv proberet
Hvad det er at lide Nød.

Og derude Stormen tuder
Og hviner saa frygtelig,
Og derinde de Smaa de skriger:
”O, Moder, giv mig en Bid Brød!”
Forældrene de græder
Alt for de kjære Smaa;
For Jorden den er tildækket
Saa ganske hvid af Sne.

Ja Mange er i stor Fare
Og maa lide stor Nød,
Og ei kan sig forsvare,
Og til Offer blive maa,
Og for Morder=Vaaben segne,
Og til Jorden falde som død,
Det er ret grulig at tænke,
Og det smerte maa Enhver.

Nu jeg dog Gud vil bede
Om han bevare vil Enhver,
Som retfærdig her vil vandre,
Der kommer i Fare og Nød,
Han vil give Mod til at stride,
Og Kraft ud i Nødens Stund
At de modig her kan stride
Og maa vandre Livet ud.

Saa vil jeg Sangen frembære
For Eder, Venner, omkring,
Som der haver Lyst til at høre
Paa disse sørgelige Ord.
Saa vil jeg Herren bede,
Om den Syge han hjælpe vil,
Saa vil jeg Herren takke,
Den algode, vise Gud.