Jeg stod i Lethraborgs skønne Have,
Og lyttede til Fuglesang.
Jeg stod imellem de grønne Blade,
Og hørte der Violinens Klang.

Det var en stjærneklar Sommeraften,
Jeg gik mig og spadserede,
Der mig mødte en lille Pige,
Som venlig paa mig hilsede.

Jeg satte mig ved hendes Side,
Bestandig talte vi Ægtestand,
Hun gav mig Haanden med stor Kvide,
Hun sagde til mig: Brug din Forstand!

Vi tog hinanden under Armen,
Spadserede til Lethraborg.
Bestandig talte vi om Ægtestanden,
Som volder mig nu saa megen Sorg.

Taalmodig jeg min Tid henslider,
I Fængslet er jeg bleven sat,
Hver Gang jeg lægger mig til Hvile,
Da tænker jeg paa den Sommernat.

I Silkestads du dig udstafferer,
Du tragter vist efter Skyerne,
Men der du vistnok aldrig kommer,
Fordi du narred din Kæreste.

Du svinder bort som Dug for Solen,
Det kan jeg se paa din blege Kind,
Det er den Ed, som du har svoret,
Den nager din Samvittighed.

Et Vers endnu hertil jeg føjer,
Endskønt jeg siger det med Suk,
I Kirkeskjendved er jeg født og baaren,
Jens Rasmussen det er mit Navn.