Bag grønklædte Bakke der ligger et Hus,
Langt borte fra Stadens fortumlende Sus.
De Stuer er lave, de Ruder er smaa,
Og Væggen er klinet og Taget er Straa.

Og her blev jeg født i det fattige Hus,
Langt borte fra Stadens forførende Sus,
I Skove, i Enge jeg lystelig foer,
Og vokste saa op og blev fager og stor.

Jeg kendte Naturen og elskede Gud
Og tilbad hans Visdom og frygted hans Bud.
Min Fader og Moder dem var jeg en Trøst,
Og Landsbyens Piger en Glæde og Lyst.

Især var mig Lise saa venlig og huld,
Hun ejed et Hjerte af reneste Guld,
Og naar hun tilsmilte mig yndig og mild,
Da brændte mit Øje af Kærligheds Ild.

Og naar nu om Vaaren vi var til Dans,
Da bandt jeg til hende den smukkeste Krans,
Og bævende, kærligt hun trykte min Haand
Og pryded min Hat med de flagrende Baand.

En Aften vi ginge i Skoven saa grøn,
Da smilte hun nu saa usigelig skøn,
Jeg favnede hende med skælvende Arm,
Hun trykte mig ømt til sin bølgende Barm.

Og hævede langsomt de Øjne saa blaa,
Og ret som en Engel hun op til mig saae.
Og stammede sagte: "Jeg evig er din."
"O!" raabte jeg henrykt, "o, Lise er min!"

Og lo saa og græd saa og stod stille og sprang,
Og tav saa og sukked, og talte og sang,
Og kyssed den Elskte paa smilende Mund
Bag Buskenes Skygge i rolige Lund.

Den anden Dags Morgen før Sol stod jeg op,
Og pynted mig vakkert fra Taa og til Top,
Paa Hovedet Hatten med flagrende Baand,
En Kurv med Levkøjer jeg tog i min Haand.

Og sagde til Moder: "Jeg Lise har kær,
Derfor har jeg pyntet mig lidt, som du ser,
Med os er det afgjort, tilbage kun staar,
At Faderen Nys om vor Kærlighed faar."

"Hr. Mogens, den stolte velhavende Mand;
Hvad tænker du, Vilhelm? Brug dog din Forstand!"
"O," svared jeg, "den er ej ringe og arm,
Som ejer et Hjerte i skyldfrie Barm.

Naturen er skøn og jeg elsker Enhver,
Men Lise har jeg dog fortrinlig saa kær."
Med brændende Øje, med blussende Kind
Jeg iled og traadte for Faderen ind.

"Hr. Mogens, I er en veltænkende Mand;
Jeg elsker Jer Datter, den Tale er sand.
Ifald I vil give mig hende til Viv,
Forskønner I tvende Lyksaliges Liv."

"Hvad ejer han?" "Kræfter, Fornuft og Forstand!"
"Men den, som min Datter skal kalde sin Mand,
Skal eje lidt mere. Gaa han kun sin Vej,
Min Lise jeg gi'r ham i Evighed ej."

Da foer jeg til Marken, fra Marken til Skov,
Fra Skoven til Haven, fra Haven til Plov.
Men alt som nu Solen fra Bøgene svandt,
Saa svandt og min Vrede, det husker jeg grant.

Da Solen nu nedsank saa rød og saa rund,
Da ilte jeg atter til elskede Lund,
At finde min Pige, men ene jeg sad
Til Dagskæret blegnede Stjernernes Rad.

Tre Aftener ene i Lunden jeg gik,
Forgæves i Taarer hensvømmed mit Blik,
Den fjerde da kom hun og sank til min Favn,
Og smilte vemodig og nævnte mit Navn.

"O Vilhelm, o Vilhelm! Du ser mig, min Ven,
For ikke saa hastig at se mig igen.
Min Fader mig sender til Byen, for der
At lære, hvad ej jeg behøvede her.

Der har du en Haarlok, gem den paa dit Bryst,
Til Minde om Kærligheds svindende Lyst!"
Saa græd hun og svandt og min Lykke svandt med,
Jeg kyssed den elskede Haarlok og græd.

Om Morgenen tidlig, da holdt der en Vogn
Ved Døren, som aldrig var set i vort Sogn.
Deri sad en Dame med Silke og Flor,
Min Lise steg ind og afsted de nu foer.

Med Sneglenes Gang sig et Aar nu bortsneg,
Min Rødme, min Sundhed af Kinderne veg,
Og mat blev mit Øje og langsom min Gang,
Vist aldrig jeg lo og kun sjælden jeg sang.

Og sang jeg, da var det saa sørgeligt kun,
Ved Maaneskin ene i elskede Lund.
Jeg tænkte paa Lise: Da kvaltes min Røst
I Taarer, og det var min eneste Trøst.

Men nu! O, nu græder jeg slet ikke mer!
Med stirrende Blikke jeg hen for mig ser.
Min Raskhed er borte, bleg svinder jeg hen;
Thi Lise, den grumme, har svigtet sin Ven.

I Byen, blandt Glimmer og Glæde og Larm,
Hun glemte sin Vilhelm saa tro og saa varm,
Hun bortgav sin Haand til en Mand, som var rig,
Han elsker vist ej som hun elskes af mig.

Nu smiler jeg mat og vemodigt jeg gaar,
Nu digter jeg Viser og Strengene slaar.
De høre mig gerne, de elskende Møer,
Med Blomster de kranse min Grav, naar jeg dør.