Den lille Karen Spidsmus,
Lille Karen Spidsmus,
Sad i Arrest og brummed, li'som Fernand, hendes søde Pus!
Med ét saa saae hun Ferdinand,
Ham den søde Ferdinand.
Han kom og banked stille paa om Natten hel galant.
O Frihed, du søde, kom ud til din Ven,
Af Sengen sprang hun i Galop og ilte til ham hen.
Hun laante i Fart ham sin pæne nye Særk,
Saa styrted de afsted til Friheds Værk,
Ja den var rigt'nok ulden, ja ulden, ja ulden,
Og Vægtren laa i Lullen og snorked højt.

Saa drog de ud i Natten glad,
Drog de ud i Natten glad,
I bare Skjorte Ferdnand paa Turné gik ud, den kælne Rad.
Om Dagen i en Høstak sad
De, men manglede lidt Mad.
Men Karen Spids ved Aften gik i Skoven ud.
En Herre hun traf der, han blev hendes Ven,
Ti Kroner møntet Sølv dem bragte hun i Stakken hen.
Saa købte de Mad og to Klædninger de stjal
Paa Gaarden der tæt ved, jo den var ej gal.
Og stak saa af i Kulden, i Kulden, i Kulden,
Mens Vægtren laa i Lullen og snorked brav.

Ja, han i Skjorte, hun i Særk,
Han i Skjorte, hun i Særk,
Gik ud paa Livet sammen, indtil Klæderne de stjaalne fik.
Saa var de frække begge to
Og vilde solde i en Kro,
Der blev de kendt og Karlene tog fat paa Karen Spids.
Skøndt Ferdinand slog drabelig væk for sit Liv,
Blev han tilsidst dog hugget - det var daarlig Tidsfordriv.
Og Karen hun skældte dem helt gemytlig ud,
Tilsidst paa Vognen knejsed som en Brud.
Men nu faar de paa Pullen, paa Pullen, paa Pullen
Mens Vægtren er i Lullen og griner højt.