De to Ligrøvere
Slaget endtes, ak men Døden
Havde gjort saa rig en Høst,
Tusinder i Morgenrøden
Laa med søndersplittet Bryst.
Der var tomt og der var øde
Paa den skrækkelige Val;
Kun et enkelt Suk hendøde,
Naar det endte Dødens Kval.
Dog see tvende Mænd sig snige,
Standse, bukke sig saa tidt.
Hvad vil de i Dødens Rige,
Her har Alle jo udstridt.
See, de undersøge Alle,
Uhre, Penge røve de
Fra de Stakler, som mon falde,
Ingen kan den Gjerning see.
Frækt de smile, naar de vinke
Til hinanden, taust og tyst,
Naar de see, hvor Guldet blinke,
Lee de i begjærlig Lyst:
"Det er farligt at berøve
Faldne Krigersmand sit Gods,
Dog, jeg troer ei, vi behøve
Andet end at skynde os.
Træffer man os, er det Døden,
Ingen Naade, - vi bli'er hængt,
Hvis man griber os i Brøden,
Bliver Livets Port os stængt!
Selv min Søn var med i Slaget,
Men han hytter sig dog vel,
Og naar Krigen bort er draget,
Har vi Penge nok, min Sjæl!"
See, da reiser sig blandt de blege
Faldne Mænd et Hoved op,
Røverne tilside vege,
Angsten foer i deres Krop.
Og den Døende sig hæver
Blodig - bleg han stirrer hen,
Feberen ham gjennembæver,
Da han seer de tvende Mænd.
Haardt var Saaret, Livets Kilde
Var dog ei forsvundet end,
Nei, han tørsted, og han vilde
Gjerne lædskes af en Ven.
Dog han har formeget skuet,
De To vexlede et Blik,
Hvori Had og Feighed lued,
Hastig hen til ham de gik.
Med et Knivstik brat de endte
Snart den svage Krigers Liv,
Og paany til Plyndring vendte
De dem med den skarpe Kniv.
Og de skjærer Ligets Lomme,
- Ha, den Ene studser bleg
Da han seer et Uhr at komme
Frem, - han raabte: "Drømmer jeg!"
Frem et Brev han endnu tager,
Læser hastigt det i Løn:
"Vee, o, jeg mig ei bedrager,
Vi har dræbt min egen Søn!
See hans Uhr, og see kun Brevet!
Morder, det var dig, der slog!
Brevet har til ham jeg skrevet
Før han imod Sedan drog!"
Vildt han raser mod sin Frænde,
Svinger Kniven mod hans Bryst,
Og vil Sønnens Morder sende
Hen til Dødens kolde Kyst.
Dog see hist, Patrouillen træder
Mod dem - Livet er forbrudt,
Faderen vel raser, græder, -
Dagen efter blev de skudt.
Beretning.
To Dage efter Slaget ved Sedan greb en preussisk Patroulle to Ligrøvere ifærd med at plyndre de Faldne, baade Franskmænd og Preussere. Den Ene var en Bairer, den Anden en Preusser. De havde fulgt Armeen fra Tydskland, og da deres Gjerning ikke lod sig nægte, bleve de strax stillede for en Krigsret. Den Ene af dem, en Jøde, gebærdede sig paa den mest fortvivlede Maade, skjældte sin Kammerat ud for Morder osv., skjøndt han med Ligegyldighed tilstod sin Forbrydelse. Ved nærmere Undersøgelse erfarede man, at Grunden til hans Fortvivlelse var følgende:
Medens de vare ifærd med at plyndre Ligene, og som de troede, aldeles uden Vidner, hørte de til deres Forfærdelse et dybt Suk i deres Nærhed, og midt i en Klynge Døde, reiste en preussisk Soldat sit Hoved og bad om en Drik Vand. Hans Ansigt var aldeles bedækket med Blod fra et stort Saar i Tindingen. I første Øieblik vilde de flygte, men da den første Skræk havde sat sig, begrebe de, at deres Liv var i Fare, dersom der opstod et levende Vidne mod dem. Den Ene, en Skomagermester fra Baden, trak sin Kniv, ilede hen til den Saarede og sikkrede sig hans Taushed ved øieblikkeligt at dræbe ham. Hans Medhjælper, en Jøde fra Kønigsberg, saae til, og de gave sig ifærd med at plyndre den Dræbte. Stor var Jødens Skræk, da han fremtog af den Faldnes Lomme et Uhr, som han for 2 Aar siden havde foræret sin Søn, der nu var Soldat i den preussiske Armee. Snart fik hans Anelse en Bekræftelse ved et Brev, som man fandt hos den Dræbte, et Brev, som Faderen selv havde skrevet til Sønnen for faa Uger siden. Den Ulykkelige var bleven medskyldig i sit eget, eneste Barns Mord. Fortvivlet vilde han dræbe sin Stalbroder; denne værgede for sig mod den rasende Jøde, men i deres Strid bleve de overraskede af en preussisk Patrouille og stillede for en Krigsret, hvor de bekjendte Alt.
Dagen efter bleve de begge skudte.