Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt,
Jeg elsker det, naar Fladen ligger mildt,
Naar Maanen spejler sig i Dybets Blaa;
Jeg elsker Bjergene, jeg aldrig saae.

De store Floder og den dybe Dal,
Jeg elsker Skovens grønne Sommerhal,
Den tavse Nat med al sin Stjernehær,
Og Aftenrøden med sit stærke Skær.

Den hvide Rimfrost paa den nøgne Gren,
Men hade, nej, jeg hader ikke En.
Jeg hader kun hver bitter, grusom Lyst,
Jeg hader Syndens Tanker i mit Bryst.

Jeg hader Mysterismens Pavebaand,
Men elsker Barnet og hver barnlig Aand,
Jeg elsker Tanken i sin stolte Gang,
Og Tonekunsten med sin Længselssang.

Jeg elsker Blomsten med sin friske Duft,
Og Fuglen i den rene frie Luft,
Jeg elsker Vennen højt som Himlens Blaa,
Og Kvinden, ja en Eneste jeg saae.

Og hun var Brud, det var jo vel en Lyst,
Jeg elsker denne Længsel i mit Bryst,
Jeg elsker Graven med sin dybe Fred
Og Tanken om den store Evighed.