Alt fra jeg gik i Skole
Med Busseronne paa,
Og med den korte Kjole,
Saae tidt jeg med mig gaa
En krøllet Dreng - han boede
Der lidt ved Siden a',
Han var et fiffigt Ho'de,
Og Peter hed han da.
Han stirrede paa mig og smilte
Hver gang jeg hen ad Gaden ilte,
Og saa hver gang han var paa Spil,
Jeg tænkte: Hvad mon Peter vil:

Jeg blev saa konfirmeret
Og det blev Peter med,
Nu blev han pænt friseret,
Stolt traved han afsted,
Hver Aften han mig hented
Fra Danseøvelsen,
Han Timer stod og vented,
Men han gik glad derhen,
Og naar jeg saa var træt af Varmen,
Saa bød han mig saa venlig Armen,
Og trykked den med kærligt Smil,
Jeg tænkte: Hvad mon Peter vil?

Saa bad han mig at køre
I Skoven med en Gang;
Han vilde gerne høre
Den rare Fuglesang.
Men Fuglesang, nej Jøsses,
Det fik vi saamæn ej,
Nej Peter vilde kysses
Den hele lange Vej;
Jeg sa'e: "Men Peter dog, hvad er det?
Du gør mig virkelig forfærdet."
Saa foer vi vild. Han lo dertil,
Jeg tænkte: Hvad mon Peter vil?

Ja jeg forstaar det ikke,
Saa underlig han er,
De skulde se hans Blikke,
De svæve her og der.
Og hvad der er det værste,
Han har med Moder talt,
Hun si'er, jeg er hans Kær'ste,
Og han mit Et og Alt.
Nu gaar han daglig her og trykker mig,
Og si'er: "Paa Fremtids Lykke bygger jeg."
Og han er ganske ellevild -
Hvad tror De dog, at Peter vil?

I Dag kom Moder stille
Og sa'e: "Hør, Lotte, nu
Du giftes skal, min Lille;
Med Peter, hører du;
Saa skal I sammen flytte,
Og leve pænt, I to,
Saa bliver han din Støtte,
Du faar et dejligt Bo."
Jeg har nu ingenting imod'et,
Men jeg gaar dog og bryder Ho'det;
Det Gifteri, hvad skal det til,
Og hvad monstro dog Peter vil?