Jeg er en gammel Soldebroer,
Det seer De nok paa mig,
Gemytligheden i mig groer,
Og Blomster paa min Vei.
See Skoma'er er jeg osse,
Og jeg er ingen Tosse,
For resten er jeg Bybud
Hos Thaysen - det veed Gud!
Altid er jeg munter, glad,
Aldrig doven eller lad,
Derfor Alle mig kan li'e,
Jeg er nu et Geni!

Se, skulde der nu være Een,
Som ikke sig kan dye!
Da kan De tro, jeg ei er seen,
Naar De til mig vil tye,
Og naar jeg ham kurerer,
Han Dem nok respecterer,
Og ikke meer generer
En anden Gang (pas paa!)
Tænk! min Styrke fælde kan
Selv den allerstørste Mand!
Respecteret er jeg, thi:
Jeg er jo et Geni!

Jeg hører til en bedre Stand,
Jeg har en Digtersjæl!
Dog allerbedst jeg digte kan,
Naar jeg har faa't en Pæ'l!
Saa kan jeg deklamere
Og hvad De vil dictere,
Saa kan jeg redigere,
Det kan De stole paa;
Jeg Artikler skrevet har,
Og skjøndt Ingen dem opta'er,
Hængte jeg dog stadig i,
For jeg er et Geni!

Med Skomaeriet gaaer det lidt,
Skjøndt Arbeid jeg kan faae;
Men da jeg drevet har det vidt
I Digterkunsten, saa
Jeg Bybud helst vil være,
Thi deraf kan man lære,
Hvorledes man skal bære
Sig ad med en Idee;
Naar man har en god Forstand,
Mange Ting man lære kan,
Og naar saa man hænger i,
Saa er man et Geni!

Da mange Ting jeg skrevet har,
Da jeg er et Geni!
Var jeg da ei den største Nar,
Hvis ei jeg hængte i:
Jo, Digter vil jeg være,
Et stort Navn vil jeg bære!
Man deraf høster Ære,
Den Ting er soleklar!
Jeg en Daare var - javist!
Og jeg blev en Sjofelist,
Blev jeg i det Skomae'ri
Og ikke et Geni!

Som Bybud jeg i Byen gaaer
For - ligemeget hvem!
Jeg Damer under Armen faaer
Og følger dem saa hjem.
Jo, jo, - jeg beder bare,
Gud dog vil Dem bevare
Fra Ting man kan erfare,
Naar man et Bybud er!
Men jeg har en god Forstand,
Derfor sligt jeg taale kan. - -
Og nu er den Sang forbi,
Den hedder: "Et Geni."