Den Skræder hen til Leiren drog,
Sin skjønne Datter med han tog,
Han vilde kræve Jens, den Rad,
For Klæderne, hvorom han bad.

Thi Jens han skyldte ham en Sum,
Men Skræderen var ikke dum,
Han sa’e: De tred’ve Daler skal
Han komme med, den Satans Ka’l.

I Leiren slap de heldigt ind,
Der traf de Jens, det sølle Skind,
Men Jens ei bange blev, nei glad
Han hilste paa den Skræderrad.

Og snart til "Makketutten" ind
Han førte ham saa glad i Sind,
Velkommen, kjære Mester Naal,
Jeg drikker Deres Datters Skaal.

De drak og drak, til Skræd’ren huld
Udbrød: Jeg troer, jeg bliver fuld,
Dog, Marketender, skjænk kun i,
Idag vil jeg sgu hænge i.

Og mens de holdt med Skræd’ren Grin,
Sa’e En: Den Uniform er fiin,
Prøv blot, tag Uniformen paa,
See saa – De for Soldat kan gaae.

Da Skrædren ud i Leiren kom,
Han slingred’ fælt og trimled om,
Og da en Løitnant kom og sa’e:
Vil Han nu see, Han piller a’,

Saa tænkte Skræd’ren: den er reen,
Og stak saa Løitenanten En,
Den Løitenant blev svært frappeert,
Men Skæderen blev arresteert.

I Krigsret maatte han sgu hen:
Hvorledes kom Han her, min Ven,
Hvor tør Han gaa og gjøre Grin
I Uniform, Han fulde Svin.

Da tilstod Skræderen det Alt,
Men det blev nu først rigtig galt;
De hvidsked’ til ham, Hm, kaput,
Min gode Skræder, du bli’er skudt.

Men du kan maaskee blive fri
Naar til det hele Kompagni
Du gi’er et Gilde, og din Tøs
Maa give Hver af os et Kys.

Og Skræderen, det sølle Fæ,
Han sagde Ja, og faldt paa Knæ,
Og løsladt stod han der og gav
Et Gilde, som var ganske brav.

Han vidste ei den Krigsret var
Kun for at have ham til Nar,
Selv Løitenanten var en Jens,
Som spilte Officeer imens.

Med Pigebarnet blev der Hys,
Hun maatte give Hver et Kys,
Men Jens og hun jo Kjær’ster var
I Dølgsmaal, ja den Sag er klar.

Og for at slippe ganske løs
Gav Skræderen til Jens sin Tøs.
Fordi han tro’ede, at han bad
For ham i Retten, var han glad.

Og Regningen blev ei betalt,
Men Jens han sa’e: det klares Alt,
Naar jeg din Datters Medgift faaer,
Strax hen til dig med Mønt jeg gaaer.

Vel kyssed’ hun mit Compagni,
Men det er raske Karle, de,
Og jeg veed nok, de faaer ei Meer,
Derfor jeg af det Hele leer.

See saa tog Skræderen da hjem,
Og Jens og Tøsen gifted dem,
I Skræd’re, vogt Jer, gaa ei hen
I Leiren – let der vanker Skjænd.

Hurra for hver en munter Jens,
Nu tømmer jeg mit Glas imens
Jeg ønsker, at vi snart er fri
For Leiren og dens Roderi.