Skopudsere

Nu har vi da for tredie Gang faa’t Pudsecompagni,
Som for en La’gaardsspecie vil en Overhaling gi’e,
De farer frem saasnart de Øje paa en Herre faar,
Som med et Par snavsede Undersaatter gaar.
Ja den er go’. Ligesaasnart en Herre eller Dame kommer forbi en Pudsepeter, og han ser, at deres Poter ikke er rene, giver han sig til at børste og synger saa dennehersens hjerteknusende:
Tra la la la.

Forleden Dag jeg gik med et Par slemme Grissetæer,
Kom jeg en Pudsepeter altfor nær,
Thi Gaden den var sort af Folk, og ganske spærret af,
Blot for at se paa Pudsepeter som en Scene gav.
Jeg gik netop en Tur, og da jeg kommer paa Gammeltorv, ser jeg en Masse Mennesker staa og se paa Noget. Jeg gik derhen og saae, at det var en ”Afblanker”, og da mine Støvler netop vare smudsige, lod jeg mig blanke af for en 5=Øre, men, sikken et Halløj der blev, men jeg tog den med Ro og fløjtede:
Tra la la la.

For da jeg ind hos ”Peter” kom, saa raabte Folk ”Hurra”,
Og raabte højt: ”Han ska’ nok blankes a’”
Hans høje Hat den trænger svært, giv den en Smule med!”
Og jeg stod der og svedte Angstens Sved.
Ja det var en slem Tur, og jeg vilde nu have Børst for Pengene, jeg havde givet ham. Men det allerværste ved det Hele var, at En pludselig raabte: ”Det er hans Bedstefaders Støvler, der er jo Plads til to Par Ben af hans,” og saa istemmede Gadedrengene dennehersens:
Tra la la la.

Og da jeg nu var færdig, gik jeg ganske arrig bort,
For saadan at staa til Alles Skam og Tort,
Det holder jeg ej af, og jeg la’er heller Snavset vær’
End høre paa, at Folk mig gaar saa nær.
Men da jeg gik videre og naaede ud til Vesterbro, var der ogsaa Opløb, og da jeg saae nærmere til, var det en Dame som blev børstet, men der var den rigtignok værre end med mig, og det trøstede jeg mig med, og saa blev jeg staaende og saae paa ”Gjenstanden”, imens jeg fløjtede dennehersens:
Tra la la la.

Hun stod og var saa rød i Ho’det som en gal Kalkun,
Men De kan tro, det blev først galt, da hun
Helt arrig sa’e til Folk: ”Hvad staar De der og gaber paa,
Se De blot til, at De lidt rask kan gaa.”
Nu blev den ren gal. En raabte: ”Uh! vil De se, hun har Hul paa Overlæret,” og en Anden skreg: ”Sikken et Par Storkeben! hun har vist været paa Sultekur i 40 Dage, lie’som ham Tandmanden;” la’ os saa faa en Opsang, og saa gik den:
Tra la la la.

Men blot det Compagni ej gaar i Hundene igjen,
For Folk vil aldrig gaa paa den, min Ven,
Men hvis man ellers skulde leve endnu blot et Aar,
Saa tro mig sikkert vi det Fjerde faar.
Men det er nu li’emeget, Kjøbenhavnerne er Folk med Slag i, og de holde nok af lidt Sjov, især naar det er paa en saa billig Maade som denne, men en Ting er sikkert; de vil altid være parat til at synge dennehersens:
Tra la la la.