Manden i Pakkassen
I Nattens Stille lød Skrig og Klage,
Og Ekko kastede højt tilbage
De vilde Hyl, som i Huset lød,
Hvor Konen nylig saa brat var død.
Med Rædsel hørte derpaa man bange,
Det lød som sad under Jord en Fange,
Man mumled om en Ulykkelig,
Hver Dag blev mere uhyggelig.
Til Politiet man sig henvendte,
Og strax til Huset man Mandskab sendte.
Paa Loftet gik man; der snart man saae
Et Væsen, som i en Kasse laa.
Af Smuds og Utøj omtrent forgaaet!
Og da man nu havde Væsnet faaet,
Saa blev man hurtig paa Tingen klar,
Et nøgent Menneske jo det var.
Med Haar til Hoften, med Negle lange,
Helt snoede, og man blev ganske bange.
Med Hyl og Hvæsen han mødte hver,
Som turde vove at komme nær.
Til Hospitalet man Manden kjørte,
I Bad man hurtig den Arme førte,
Men Øjet taalte ej Dagens Lys,
Den Arme henfaldt i Skrig og Gys.
Det Bad, han kom i, blev sort som Tjære,
For Utøj kunde man knapt der være.
Han kan ej tale, han kan ej se,
Han kan kun hyle i Skræk og Ve.
I aarvis Kassen var ham et Fængsel,
Mon ej til Frihed gik tidt hans Længsel?
Kun 25 Aar er hans Alders Tid,
Men han er ikke i Sindet blid.
Nu faar han Føde, nu faar han Pleje;
Forunderlige er Herrens Veje;
En Gang vel Lys man i Sagen faaer,
Naar til sin Helbred han atter naar.
Beretning
I Midten af October Maaned afgik ved Døden pludselig en Typografs Hustru i Aagade paa Nørrebro, det saakaldte Rabarberkvarter. Faa Dage efter blev Husets Beboere opskræmmede ved underlige uhyggelige Skrig, der om Natten gjenlød fra Loftet, men Ingen vidste, hvad det var. Mandagen d. 22.Oct. anmeldte Typograf T. for Politiet, at han hjemme havde liggende en Søn, der i mange Aar aldrig var bleven vasket og for hvis Renlighed der i det Hele ikke var sørget. Som Barn var han yderlig renlig, saa han altid plaskede i Vand, og da dette blev forbudt og han var af et meget stridigt Sind, modsatte han sig fra nu aldeles at blive vasket. Moderen, der var meget svag overfor ham, fandt sig deri, og bragte ham Føde, men opgav at sørge for hans Renlighed. Faderen fandt sig kun modstræbende deri.
Politiet gik nu hjem og fandt i en Pakkasse et Væsen, der i den Grad var smudsigt, at det ikke lignede et Menneske.
Politiet bragte det elendige Væsen til Kommunehospitalet, hvor han kom i Bad, men gjorde kraftig Modstand. Ved 4-5 Mænds Bistand blev han dog overmandet og viste sig at være et 25aarigt Mandfolk, der i en Række af Aar har levet indesluttet i Pakkassen og nu, da Typografens Hustru var død, manglede Føde og derfor skreg af Sult, thi hende var det, der bragte ham Føden.
Hans Haar var en Alen langt, sammenfiltret og stift som en Krølhaarsvisk. Haaret var mørkebrunt. Hans Negle paa Fingrene vare tre Tommer lange, og ombøjede saaledes, at de i Snoninger laa langs Fingrenes indvendige Sider, og vare voxede ind i Huden. Fodneglene groede op ad i Spiraler. Han var saa overgroet af Smuds, at det første Vand, han kom i, blev sort og jævnt som Tjære, og saa fuldt af Utøj, at det er forbausende, at han ikke ligefrem er omkommen. Efter Badet besvimede han. Hans hele Paaklædning var et Stykke Tæppetøj, som dækkede hans Skuldre og et lille Stykke af Ryggen; dette Stykke Tæppe smuldrede mellem Fingrene, da man berørte det. Ellers var han nøgen. Han kan ikke tale, men giver kun uartikulerede Lyde fra sig, som Ingen kan forstaa, og han er saa lyssky, at saasnart den ringeste Lysstraale naar ham, hviner og skriger han som et vildt Dyr. Han er nu bleven klippet og renset og anbragt i en Celle paa Hospitalet. Der er optaget flere Forhør, men de have Intet yderligere oplyst, og da Typografens Hustru er død, vil det være vanskeligt at faa mere at vide. Han vil nu blive indlagt paa St. Hans Hospital for at blive helbredet.