Naar man faaer lidt Godt at drikke,
Dunsterne til Ho'det stikke;
Da vi saa paa Gaden kom
Gik det lystig rundtenom,
Drenge, Piger om mig sprang,
Lystig Vægterpiben klang.

Strax saa kom da Vægterflokken;
Slog med Kosteskaft og Stokken;
Strax saa fik de Varpesjou,
Bandt paa Stigen mig med Toug,
Og paa Ryggen de mig fik,
Hen til "Kammeret" det gik.

Da vi saa kom ned i Porten,
Stod der alt Tolv, Tretten, Fjorten;
Saa den tykke Madsen kom,
Viste hver af os sit Rum,
Og da han fik mig at see:
"Put ham ned i Nummer tre!"

Da vi saa kom ned i Hullet
Slængte jeg mig langs ad Gulvet:
"Søde Broder, er Du der?
Vi har længe ventet her,
Vi er kommet Noget før
Kjørende paa samme Bør."

Strax saa raabte da en Anden:
"Det er ham! der har vi Manden,
Han vor Kammerjunker er,
Som skal feie Gulvet her,
Han skal bære Dyret ud,
Ellers skulde lange Knud."

Da nu alt blev klart i Kassen
Førte man mig op til Madsen,
Han en Tale for mig holdt,
Der har alslags Bedring voldt;
Strax derpaa jeg kunde gaae.
Talen lød omtrent som saa:

"Svinebæst! Nu kan han dandse;
Lad mig see at han kan sandse,
At han med sit Fylderi
Holder sig paa sit Logi,
Ellers skal lidt Vand og Brød
Hjælpe ham af denne Nød."

Da jeg saa kom til min Kone,
Piben fik en anden Tone:
"Er Du der, min søde Sjæl!
Kom og lad os faae en Pægl,
Jeg har grædt den hele Nat,
Da Du i Caschotten sat."

Naar man har en saadan Kone,
Hvad er selv da Pavens Throne?
Bort med al Melancholie,
Hurra for vort "Fylderi!"
Skaal, Hr. Vært! skjænk nok engang,
Det er Enden paa min Sang.