Kom, Gutter, en Opsang jeg for Jer vil synge,
Om, hvordan jeg paa Krydstogt var, da sidst jeg var i Land,
Naar Bølgen os bort fra vor Hjemstavn vil gynge,
Det trøster, naar man en gemytlig Opsang have kan.
Her vi veltilfreds
Sidde i en Kreds
More os saa godt som vi vel kunde nogetsteds.

Naar Stormen i Seilet og Tougværket hviner,
Matrosen er saa glad, som han til Drikkegilde var,
Om Døden imod ham fra Bølgerne griner,
Han det for Intet agter, naar blot godt Humuer han har,
Han har Mod i Bryst,
Til at vove Dyst,
Stride imod Vind og Hav, det er hans bedste Lyst.

Og er han iland, har han glemt al sin Plage,
Selv uden Mynt i Lommen er han tillidsfuld og kjæk,
Da nyder han bare gemytlige Dage,
Humeuret er hans Rigdom - han er ingenlunde væk,
Har han et Glas Grog,
Og en Pigeflok,
Ønsker han ei Mere - nei, saa har han ogsaa Nok!

En Middag, da ei der var Mynt i min Lomme,
Jeg nedad Gothersgade gik med Hovedvagts=Musik,
Da seer jeg en nysseligt Pigebarn komme,
Hun laante mig fra Siden nogle elskovssyge Blik,
Men nu mødtes vi,
Og vi lagde bi,
Skjøndt hun hørte ei til noget "Trækker"=Kompagni.

Hun sagde til mig: "Det mig ret skulde fryde,
Om De i denne Trængsel konvoierede mig lidt, " -
Jeg svarede: "Maaskee jeg min Arm turde byde," -
Hun takked' med et Smiil - og dette Smiil jeg husker tidt.
Flux jeg Stakkel var
En forelsket Nar,
Jeg mig fange lod af hendes skjælmske Øiepar.

Saa fulgtes vi ad, og Musikken vi hørte,
Saa sagde hun: "Kom hjem og spiis til Middag hos min Mo'er."
Jeg vandrede villigt, hvorhen hun mig førte,
Saa kom vi da til Kattegade ude i Nybo'er.
Der min Haand hun tog,
Og mig med sig drog,
Hjertet som en Hammer i min arme Skude slog!

Saa kom vi tilbords - og jeg kasted' da Anker
Ved Siden af Marie - dette hørte jeg, hun hed. -
Jeg hende betroede nu mine Tanker,
At hun bortrøved' havde vist mit Hjertes Fred.
Den var saamænd saa rar!
De vist gættet har,
At da vi fra Bordet stod, forlovede vi var!

Kom, Gutter, en Skaal vi for Pigerne drikke,
I Nød og Sorg og Modgang er de altid til vor Trøst,
Og ud vi tilbunds vore Glas ville stikke,
Vor eneste og rette Havn er ved vor Piges Bryst.
Gid vi Alle maae
Atter Havnen naae,
Skuden som en Fugl vil flyve over Bølgen blaae.

Endnu vi et Vers til vor Opsang vil sætte,
Hiv Ankeret og syng saa i dit gode danske Maal:
Nu skal vi afsted - vi er' klar til at at lette,
Men dog vi Alle drikke ville først Matrosens Skaal.
Kom saa, lad os da
Veiret til os ta'e,
Vi for hver en Søgut ville raabe et Hurra!