Der gik ud i Lunden i Aftenen silde
To Ynglinge skønne i blomstrende Vang,
Men ak, det sig hændte for dem saare ilde,
De nylig sad hjemme og spøged og sang.
Fra Kæresten kær,
De drog med Gevær
Og gik imod Lunden som Krybskytter der.

Mod Nederskov gik de i Aftenen silde,
Da Maanen paa Himlen stod højt over Sky;
I Skoven der græssede Dyrene vilde,
Og fjernet fra Larmen i Steder og By,
Da slog Klokken Tolv,
De Ynglinge bold'
Stod rede at skyde bag Grøfthegnets Vold.

Den ene fra Tjenesten nylig var kommen,
En vakker Soldat og Forældrenes Trøst,
Han klingred saa livlig med Mønten i Lommen,
Thi Piger og Vinen var ofte hans Lyst.
Den anden især
En Krybskytte er,
Af Dyrene fælded han mange bag Træer.

Med List og med Snildhed det var saa beregnet,
Den ene som Klapper i Skoven sprang ind,
At henjage Vildtet saa brat imod Hegnet,
Han saa nu i Dalen den fodlette Hind.
Men lige saa brat
Den unge Soldat
Ved Siden saae Fogden med Bøssen parat.

Han sat' over Hegnet saa lydløst og stille
Og Skrækken gav Vinger, han ilte afsted;
Thi Vennen i Tide han advare vilde,
Han syntes at Skytten bag efter var med.
Han hvisked: "Kom her,
Og kast dit Gevær,
Betjenten han kommer - forlorne vi er."

Men Ordene døde i Munden henklinge,
Og Vennen ej hørte, Soldaten var der,
Han mente, han Dyrene frem skulde tvinge,
Nu sad han paa Hug, da Soldaten kom nær.
Han ligned et Dyr,
I Hast gav han Fyr,
Og Skuddet det traf, men den Ladning blev dyr.

Der hørtes et Skrig ud i Natten den stille,
Og aldrig i Skoven man hørte det lig.
Hvor skælved de begge, mens Taarerne trille,
Og jamrede ængstligt: "Nu er det forbi;
Med Kugler og Krudt,
Min Ven har jeg skudt,
Nu faar jeg min Løn for, hvad jeg har forbrudt."

Nu førtes den Arme da til Lazarettet,
I rædsomme Smerter - Gud veed, hvor han led!
Den venligste Pleje ej Lidelsen letted,
To Dage tilfulde med Døden han stred.
Hans Tale var den:
O, tilgiv min Ven;
Jeg delte hans Brøde, o, se til det hen.

Det var mod hans Vilje, han Livet mig røved,
Han lider vist nok af Samvittigheds=Kval!
Han sidder i Fængslet og er saa bedrøvet,
Husk paa, mine Venner, Gud dømme os skal!
Mit Liv er forbi,
Men giv ham dog fri,
Gud vogte ham siden for Lasternes Sti.

Farvel da, I kære Forældre der hjemme,
O Moder, du græde ej mere for mig,
Bed Herren tilgive og Brøden at glemme,
Vi samles jo en Gang i Guds Himmerig.
Jeg frygte ej vil:
Mit Liv sat' jeg til,
Og faldt som et Dyr udi Lyngen saa mild.

O, elskede Pige, nu svigter min Stemme,
For din Skyld jeg synes at dø er saa haardt;
Du maa ikke sidde og græde derhjemme,
Thi Vennen, du elsker, er nu gaaet bort;
Forglem ej, min Ven,
Vi samles igen
Bag Graven i Himlen - nu gaar jeg derhen."