Der staar en Bænk i Lunden,
Lidt skjult fra Alfarvej,
Der sad i Aftenstunden
Min søde Ven og jeg.
For første Gang vi skulde
Nu skilles for en Stund,
Med Hjerterne saa fulde
Vi trykte Mund til Mund.

Og Nattergalens Trille
I Luften lød derved;
Det var som om den vilde
Indgyde Hjertet Fred.
Syrenens Klaser dufted
Med Balsam for vor Sjæl,
Og Aftenvinden lufted
Paa Gensyn og Farvel.

Da slog min hulde Pige
De Lokkers Fylde ned.
Jeg fik den Lok, som lige
Just her jeg sidder med.
Saa hvisked hun: "Du Kære,
Naar langt fra mig du bor,
Lad denne Lok dig være
En Borgen for mit Ord."

Saa drog jeg hen til Lejren,
Jeg gemmer hendes Lok;
Min Troskab det er Sejren,
Den vinder jeg vel nok.
Vor Bænk i Aftenstunden
Staar tom, men sødt i Drøm
Jeg kysser tidt paa Munden
Min Pige huld og øm.