Han var saa køn og sød før han blev gift, faldera,
Af Damer var om ham en grulig Rift, faldera,
Men til dem alle barsk og stræng han sa'e: faldera,
Jeg bliver grulig stræng som Mand, hu ha, faldera.

Og den, der bli'r min Kone, vide maa,
At jeg veed nok, hvor Skabet det skal staa,
Og Bukserne dem bær' jeg selv præcis,
Min Kone hun bli'r Niks naturligvis.

Til Pengekassen selv jeg Nøglen bær',
Og hændes det, min Kone bliver tvær,
Hu ha, jeg myrderlig i Bordet sla'r,
Paa Knæ hun tigge maa Pardon, min Fa'r.

Hun lave skal til mig den bedste Mad,
For ser De vel, jeg er en slikken Rad,
Og hvis hun mildt til andre Mandfolk ler,
Aa Jøsses, - ja, jeg siger ikke mer.

Ja, jeg skal vise hende, jeg er Mand,
Og Kaffesladder, det gaar aldrig an.
Og Svigermoder! Naa, kom blot til mig,
Jeg skal snart vise hende Vintervej.

De stakkels Pigebørn, de tænkte: Nej,
Vorherre dog bevar's for den Galej!
Saa traf tilsidst han dog en yndig Glut,
Saa bly og mild, og saa var Carl kaput.

Snart blev de gift, aa hvor hun dog var sød,
Men grulig svagelig og hjærteblød,
Hun daaned straks, naar Manden var lidt vred,
Ja, det var nu den rene Dejlighed.

Han sa'e: "Jeg mærker nu, at jeg er Mand,
Og saadan synes jeg om Ægtestand!"
Men Morgenkaffen - ak, hun var saa svag,
Den maatte Manden stille med hver Dag.

Saa blev hun syg og hendes Mo'er blev kaldt,
Og Bolig tog i Huset, kort fortalt,
La' Tømmen let paa Manden, ja og snart
Nathuen fik han paa - det gik i Fart.

De plejed ham som en Kanarifugl,
Forvænte ham - hans Vilje krøb i Skjul,
Han var saa magelig, hun var saa god,
Lidt efter lidt han under Tøflen stod.

Det mærked han, og mandede sig op,
For silde, ak; hans Kone sagde: "Stop
Det er forbi med al den Grulighed,
At frygte dig var en Umulighed."

Saa sloges de en Uge, - han fik ej
Blot Knubs, men ingen Mad og Drikke, nej.
Saa blev han gram i Hu, den stakkels Fyr,
Og vilde gaa lidt ud paa Æventyr.

Nej holdt, sa'e hun, hvor agter du dig hen,
I Værtshus! Nej, du bliver her, min Ven!
Kom med din Hat og Stok og sæt dig ned,
Og vil du klamres, saa veed du Besked.

Fra den Tid gaar det kun som Mutter vil,
Ved mild og venlig Færd vandt hun sit Spil,
Han kaldes Mand, men hele Verden veed,
At Fatter tidt maa under Bordet ned.

I kære Piger, mærker Jer mit Ord,
Paa Hustyranner ikke mer jeg tror;
Gaa frem med Læmpe blot, - og faar I Prygl
Som Koner, er det sgu Jer egen Skyld.