Naar Mand og Kone raabe op og skænds,
Saa Huset ryster og hver Nabo sukker,
Naar Værthusgæster er paa Talen ganske læns,
Og derfor dunke i hverandres Krukker,
Naar Skom'merraden kæmper med sin Vært,
Fordi hans Leje falder altfor tvært,
Kort sagt, hvor Stillingen er yderst gnaven,
Der si'er man altid: Der er Bal i Haven.

Den Ølskat er et Tvistens Æble nu,
Thi Herregud, vi tørste jo dog alle!
Skal Øllet blive dyrere, er det en Gru,
Om ogsaa Sukkerskatten skulde falde.
Jeg frygter for, naar Mængden bliver vred,
Bli'er der i Landet vist en Red'lighed.
Man si'er: Vil I beskatte os paa Maven,
Pas bare paa, saa bli'er her Bal i Haven.

Mens Fiskerkonen hist ved Gammel Strand
Ved Karret sidder stram i Sne og Kulde,
Saa sidder hjemme hendes rare svage Mand
Med et Par Venner, og de er lidt fulde.
Og Nabokonen underholder dem
Og kysser Manden - Mutter kommer hjem
Og ser det Hele - Kors, hvor bli'er hun gnaven!
Jeg siger blot - saa bli'er der Bal i Haven.

En Venneskare drager ud paa Sold,
Og Stemningen er blid og lutter Glæde,
Man nyder Livet, tømmer Dunken tusindfold;
Men - au, en Skruebrækker er tilstede.
Snart virker Øllet, først et knubbet Ord
Til "Skruebrækkeren ved dette Bord,"
Man skriger: Ud med ham, herut med Slaven,
Snart bli'er der rigtig saadan Bal i Haven.

Tuberklerne tog den for tydelig,
De blev opdaget - og Berlin gav Stødet,
Men paa vort Kvægtorv gik den ellers nydelig,
De stemplede i Smug Tuberkelkødet,
Og solgte det for rigtig dejlig Mad,
Den Fattige han købte det saa glad.
Tuberklerne gled lumskelig i Maven.
Indtil en Tid, saa blev der Bal i Haven.

En Købmand slaar sig op og tjener godt,
Og bliver fin og fornem med det Samme,
Saa slaar han løs, og lever som en Greve flot,
Gi'r Middag, gør Grossererne til Skamme,
Champagnen knalder, og han gaar i Byen,
Har Kærester, men hurtig som et Lyn
Han gaar fallit - og griber Vandringsstaven
I Smug, han veed, nu nu bli'er der Bal i Haven.

I Frelsens Hær gaar det med dejlig Sang,
Man drikker Kaffe, og man har det yndig,
Indtil en Bølle lister sig derind en Gang
Og siger: Uf, hvor jeg dog har væ't syndig.
Nu er jeg frelst, jeg drikker ikke mer!
Men næste Dag man pærefuld ham ser;
Nu vil han ind, men uden Buk og Skraben
Han bli'er smidt ud - se det er Bal i Haven.

Om Strandvejstyven søgte man en Stund,
Han samled Sølv paa Kistebunden hjemme,
Landliggerne fik aldrig nogen rolig Blund,
De frygted stadigvæk for ham, den Slemme,
Saa var det en Dag, han kom lidt i Trang,
Og vilde sætte Sølvet ud en Gang.
Au, au, saa greb de ham - ja den var gnaven,
Betjenten sa'e: Nu bli'er der Bal i Haven.