Hvormeget Ondt lider ei en Fiskermand,
Som maa udfare før Hanen galer,
Maa ligge og plaske i kolden Vand,
Seer ei sit Hjem før Solen daler
Med vaaden Trøie, og sneefygt Øie,
Lyksalig er den, som foruden Møie,
Det bedre fandt.

Saaledes, saa tænkte en Fiskermand,
I det han alt for sig selv monne snakke,
I Aar skal Verden mig lade gaae,
I Aar jeg kaster den ned ad Bakke,
Her er ei Fare, nu faaer vi Bare.
I Aar skal Fukke min Grøde spare
For Skat og Told.

Ja Dagen rinder saa glad og let,
Naar Drækket det mildner og Floden er standset,
Naar Maddingen ei banker paa Moderens Bryst,
Og Fisken op efter Snoren dandser
Da spares Arme og bankes varme,
Og lifligen glemmes de tomme Tarme,
Som skriger først.

Men Hustruen hjemme ser ud igjen;
Det qvædrer aarle, reen holder Stuen,
I Krogen saa slænger hun Rokken hen,
Hun rager i Asken gjør Ild paa Gruben,
Tungt op fra Stranden indslumrer Manden,
Tre vaade Trøier en efter hinanden
Han slænger hen.