Tyrkepigens
Om Tyrkens skjønne Kvinder
Tror I, de har det godt,
Med Rosensmil paa Kinder,
Flotter dem i et Slot.
Jo pyt, nu skal I
Nok se, i Fald I
Vil høre Sangen her,
At ej misunde=
lig let vi kunne
Paa Kvinden være der.
Først blier hun som Slavinde
Solgt til en tyrkisk Rad,
Saa blier hun spærret inde,
Og er slet ikke glad.
Som i en Osteklokke
Sidder hun under Slør,
Bli'er kaldt for "Ma" og "Mokke",
Indtil hun en Gang døer.
De Børn, hun bringer
Til Verden, tvinger
Man strax paa Stedet bort;
Og sorte Slaver
Med tykke Maver
Er Vagt - ja det er haardt!
Der sidder hun og glaner
Træt som en Fugl i Bur,
Der vanker ej Romaner
Eller Spadseretur.
Og ti til hundred Koner
Er de der om en Mand;
Det er en Slags Mormoner,
Ja, hver Muhamedan
Kan dristig vælge,
Og siden svælge
I Kjærligheden der,
Men skal man dele
Saadan det Hele
Blier det kun lidt til Hver
Af slig en Røvers Hjerte,
Og skejer Konen ud,
Saa veed vi, hvad vi lærte:
Der gaar til Bødlen Bud.
Saa putter de den Kone
Ned i Vand i en Sæk
Og lader hende drone,
Saa er den Utro væk.
Galanen plukker
De smaat, og hugger
Ham lidt til Plukfisk ja,
Og hurtig løber
De hen og kjøber
En Kone til, Hurra!
Og naar den gamle Knast er
Død og rejst af i Fred,
Saa maa hun holde Faster
Til hun kreperer med.
Naar Ægtemanden kommer,
Maa hun synes saa glad
Som Nattergal i Sommer
Over den gamle Rad.
Og er han temme=
lig grim og væmme=
lig kaldes han dog sød;
I Skjæget griner
Han lumsk og piner
Den Skjønne til sin Død.
Ak, i Tyrkiet, Pige,
Der er slet ikke rart,
Nej her i Danmarks Rige
Bliver vi, det er klart.