Visen om
Kaveline
og hendes søde Ven,
og hvordan de har det paa Polsk som Blommen i et Æg.

Den lille Kaveline er godt med Byen kendt,
For hun er af de fine og tér sig eksellent.
Hun har en Skælm i Øjet
Og hun har lysblondt Haar,
Og Herrerne paa Strøget
Glubsk efter hende gaar.
Hun er min søde Lilje, ja hun er fint Papir,
Og jeg faar straks min Vilje, naar jeg bare kælen si’er:
Du er min egen Line, ja,
Kom, lad os skynde os,
Jeg ser det af din Mine,
Du byder alting Trods.
:/: Kom, Kaveline :/: kom,
Vi ta’r til Klampenborg,
Der glemme vi al Sorg :/: ja,
Klampen, Stampen, Klampen,
Lille lille Klampenborg,
Kille kille Klampenborg.

Se Paahæng har hun ikke, som jeg fra først har troet,
Thi Bro’ren hedder Mikke, men han er Idiot.
Og Fa’ren er paa Gaa’ren
Og Mo’ren hun krapor,
For Søstren rinder Taaren,
Thi han med Tvillinger foer,
Vi bor i Fryd og Gammen, og skøndt hun er katholsk,
Saa lever vi dog sammen, aa, saa nydelig paa Polsk.
Og stundom kan det hændes, ha,
At vi uenig bli’r,
Men naar saa værst vi skændes,
Saa er det, at jeg si’er:
:/: Kom, Karoline :/: kom,
Vi ta’r til Klampenborg,
Der glemmer du din Sorg :/: ja,
Klampen, Stampen, Klampen osv.

Ja Line maa jeg elske og leve sammen med,
Og bliver Folk rebelske i Huset tidt derved,
Saa si’r jeg som i Aftes:
Kom ikke her med das
For vores Kosteskaftes
Behandling den er kras.
I Retten misfornøjet sa’: Dom’ren gift Dem snart.
Jeg sa’: Det er for møjet, for vi har det nu saa rart!
Saa kyssede jeg Line, ja
Og Dom’ren sa’: Skrub a’,
Men med en venlig Mine,
Og jeg til Line sa’
:/: Kom, Kaveline :/: kom,
Ta’ med til Klampenborg
Vi blæser paa al Sorg :/: ja,
Klampen, Stampen, Klampen osv.