Maa jeg spørge: Hvor ligger Korea?
Det er en Halvø, skraas for Malmø.
Der er Folk, man næsten maa le a';
Men for deres Skyld vanker der Klø!
For Mikadoen i Japan med Ære,
Sa'e: Den Laban, vi fra Japan
Vi vil ta' med den Kejser Affære,
Ja, thi Kejs'ren af Kina skal dø.
Men den Drot i Kinesiens Land
Kaldte straks paa sin tapreste Mand,
Han sa'e: Hør General Tingelingeling,
Træk din Sabel, en to tre,
Og tag paa din Kassekingelingeling,
Og gaa ud med din Armé,
Og slaa Japan ned, den Bingelingeling,
Giv ham kun sin varme Mad,
Før Tingeningenater ud mod hans Soldater,
Og barbér ham godt, den Rad.

Tingeling gik saa paa dem med Sablen,
Han var modig, yderst blodig,
Men Mikadoen gav ham paa Snablen,
Ja paa Thepotten vanked der svært.
Tingeling blev hældt ud fra Korea,
Og til Shanghai, som er en lang Vej,
Vil Mikado'n, han si'er: Jeg maa le a'
Den kinesiske Hær, den Grønært.
Han paa Ho'det et Kræmmerhus bær,
Og hans Damer, de har ingen Tæer.
Da sa'e Kines'ren: Tingelingeling,
Klem nu paa ham, den Hu ha!
For hans Øren ring kun Klingelingeling,
Dunk ham godt paa Maven, hva'!
Du skal faa min Datter Bingelingeling,
Hvis du mig den Karl kan sla'!
Hans Tingeningenater, uh ja hans Soldater,
Kan du skære Næsen a'.

Der ved Pjøngpjang der stod saa Affæren,
Frikasséen, ja og Theen
Maatte Tingeling pænt lade være,
Thi Kanonfebren plaged ham slemt.
Thevandherrerne maatte saa rende,
Gemt i Grøften de med Snøften
Laa og rystede - ja, det tog Ende
Med Forskrækkelse, skøndt de laa gemt.
De var sultne som Ulve, hu ha!
Generalerne snød dem nok bra',
De løb som Bimbambingelingeling,
Fra Hongkong og til Peking.
Og Kejs'ren sa': Hør, Tingelingeling,
Det bli'er til Ingenting,
Du skal miste Knappen - klingelingeling
Ja og saa din lange Pisk,
For Tingeningenater, mine tro Soldater,
Er huggede til Plukkefisk.

Japaneserne gik saa paa Grisen,
De var brave, men af Lave
Var de rent, og de kæmped med Fnisen,
Mens Kineserne druntede a'.
Pigebørnene inde i Kina,
De var slikne og ej stikne,
Og det havde Japaneserne Grin a',
De erobrede dem med Hurra.
Men nu Kejs'ren af Kina, han græd,
Da han saae, at Armeen var ræd,
Og han sa'e: La' vær' med Kisselingeling,
Skænk mig saa en Spandfuld The,
Og hug Ho'det saa af Tingelingeling,
Et Eksempel maa der ske.
Lad Korea gaa, for Lingelingeling,
Jeg vil heller slutte Fred,
De Tingeningenater, mine Tinsoldater,
Se af dem er jeg nu ked.