Kom, min kjære, søde Pige,
Lad os gaa lidt paa Galej,
Og, jeg haaber, du vil sige
Ja! og gaa med mig!
Kom, min Tøs, og ræk mig Armen,
Jeg skal trykke dig til Barmen,
Nianianullala.

Se, i Regnegade blinker
Aftenstjernen, sju, hvor smuk,
"Peters Haab" paa Broen vinker
Med et sagte Suk.
Nej, kom lad os Stjernen gjæste
Det er dog den allerbedste,
Nianianullala.

Saa, nu er vi da derinde,
O! hvor dog den Sal er kjær,
Og hvor mangen dejlig Kvinde
Træffer man ej her!
Mettes Sømand, han vil "skaffe"
Han maa ha'e sin Mokka="Kaffe,"
Nianianullala.

Mens den Sømand Kaffen sluger,
Saa forsvandt hans kjære Tøs,
Den Slags Troskab ham ej huer,
Nu er Fanden løs.
Først med Tænderne han tygger
En almægtig Skraa i Stykker,
Nianianullala.

I en Fart han Bordet vælter,
Kopperne de gik itu,
Saa imellem Folk han ælter
Saa det er en Gru,
Men, saasandt jeg hedder Søren,
Skal jeg vaske Knægtens Øren,
Nianianullala.

Mette sad og aad en Bolle,
Luerød og elskovsvarm,
Mens Kopisten maatte holde
Hende i sin Arm,
Uf, af Skræk mon Hjertet tromme
Da hun ser sin Kjærest komme,
Nianianullala.

Sørens Arm strax som en Kølle
Hviled' paa hans svære Bryst,
Damerne de vendte Mølle,
Saa det var en Lyst!
Nu der hørtes et Rabalder
Køllen paa Kopisten falder,
Nianianullala.

Søren ta'er sin Tøs i Favnen:
"Hør, din Kurs var gruelig gal,
Jeg bugserer dig til Havnen,
Du fortøjes skal."
Søren han gik hjem med Mette,
Og - ja Resten maa De gjette,
Nianianullala.