Jeg elsker Dig saa inderlig,
Af Hjertet trofast, ømt,
Og hvad jeg ofte sagde Dig,
Var aldrig Tant og Skrømt,
Naar jeg Dig seer, mit Hjerte banker høit af Lyst,
Ak! skal jeg aldrig hvile ved Dit Bryst.

O! kom lad Dine lette Fjed,
Til Slottet følge mig,
Der skal Du see en Herlighed,
Som burde skjænkes Dig.
Du ahner ei den ømme, rene Kjærlighed,
Der røber mig min indre Ro og Fred.

O! kjære Mine, tro Du mig!
Jeg vil Dig blive tro!
Du maa ei lade Sorgen meer,
Udi Dit Hjerte bo,
Jeg elsker Dig, kun ene Dig, Du Kronens Ziir!
Naar jeg Dig seer, jeg ganske henrykt bli'er.

Ak! elskte Mine, hør mig snart,
Lad Tingen blive klar,
Da hele Verden i en Fart
Elysiums Skjønhed har.
Men at Du er vist ikke mig, udi Dit Hjerte god,
Styrk ved et Smiil min Sjæl og giv mig Mod.

O! hulde Mine, hør dog mig,
Og tro mig paa mit Ord,
Hvis ikke jeg tør elske Dig,
Saa gaaer jeg strax ombord
Og seiler som Matros den vide Verden rundt;
Thi Sømandsliv er lystigt, frit og sundt.

Man spørger ei om Gods og Guld,
Men kun om Modet der. -
Saa skal man være Kongen huld;
Og Pigerne især.
Da lever man saa lystelig, for alle Sorger fri!
Kom, Brødre! Gaae med mig i Compagnie.