Der sendes tidt fra fremmed Land
Os saa mærkværdigt Nyt,
At næppe nok man tro det kan,
Men kom nu hid og lyt:
I Danmark har vi nylig set
Det Mærkeligste dog;
Vi sætter andre Lande Bet,
Som ellers forud drog.

Den Kvinde, Frøken Møller, som
Vi vel erindre kan
For Drengemord maa vente Dom,
Er en fuldstændig Mand.
Fra Barndomstid han gaaet har
I Kvindeklæder om,
Han bly og ærbar altid var
Indtil i Synd han kom.

Først tjente han som Pige, ja,
Og det gik ganske bra’,
Han pæne Skudsmaal bær derfra,
Men rapsed saa, hu ha!
Blev dømt som Pige, dog kun smaa
De Ungdomsfejler var,
Saa blev han hellig, ja og saa
Mod Heldet det frembar.

Han talte pænt, som nu man bør’,
Tilsidst man valgte ham
Til Kanahjemmets Inspektør,
Men det var dog en Skam:
Han blev som fin Forstanderske
For Skolen engagert,
Som Morderske, Giftblanderske
Han endte rent forkert.

Han først forførte Drengene,
og leded dem til Last,
Og lokked dem til Sengene,
De troede Alle fast,
At han en Kvinde var, men sidst
Han myrded en af dem,
Da var det Slut, nu naaer han vist
Ej mer til Kanahjem.

I Fængslet blev han sikker bragt,
Men Skæggestubbene
Forraadte hende, man gav Agt,
De blev saa "knubbene".
Se saa blev Vilhelmine ført
Til Fødselsstiftelsen,
Profes’ren saae og sagde tørt:
Du er en Mand, min ven!

Og Vilhelmine hedder nu
Kun Vilhelm – hva’ behar’!
Og Vilhelm tænke maa med Gru
Paa Dommen, den er klar.
Ulykkelig, i Ensomhed
Med bitre Angersord
Han ønsker blot igen sin Fred,
Som bort med Brøden foer.

Meddelelse om den mærkværdige Historie
Det er bekendt nok, at Plejemoderen paa Børnehjemmet "Kana", Frk. Vilhelmine Møller, havde forført en af Børnene, Volmer Sjøgren, i hans 10-11te Aar og var vedblevet at pleje Utugt med ham ved at tage ham ind i sit Værelse hver Nat, og derpaa, da han var fyldt 15 Aar, forgiftede ham med Opium i et Glas Vin, der forvoldte hans Død.
Hun besvimede, da man foreholdt hende Mistanken, men bekendte sig tilsidst skyldig og sad længe arresteret.
Hun var meget religiøs, havde i adskillige Aar været Tjenestepige og begik et mindre Tyveri, men blev derefter, veltalende som hun var, valgt til Plejemoder i Børnehjemmet, hvor Drengene forgudede hende, indtil hun, som nævnt, blev opdaget som Morderske.
Men nu kommer det Mærkeligste. I den lange Fængselstid begyndte Frøken Møller at faa stærkt Skæg, da hun ingen Barberkniv havde. Dommeren forundrede sig, og lod hende føre til Fødselsstiftelsen, hvor Overlægen efter endt Undersøgelse erklærede, at den formentlige Frøken Møller hverken var Hermaphrodit eller Kvinde, men ganske simpelt hen et Mandfolk. Han blev saa ført fra Kvindefængslet til Mandsafdelingen og fik Mandsklæder paa.
Det var en Overraskelse til alle Sider, og Frøken Vilhelmine Møller sidder nu og venter sin dom som Vilhelm Møller.
Det er en enestaaende Begivenhed, som Verden vil forbauses over.