Malersvenden
i Skindergade, som den 5te Februar 1879 om Aftenen dræbte sin frugtsommelige Kone formedelst Religionsskrupler

Det er rædsomt at høre
Ulykkens Ravneskrig,
Knapt kan Pennen man føre,
Naar man erfarer slig
Frygtelig Daad, som nylig
Skete i Kjøbenhavn,
Den er jo saa afskylig,
Mord er dens fule Navn.

Henne i Skindergade
Boede en Malersvend,
Hans Forstand har lidt Skade,
Mon han den faar igjen?
Religionen lagde
Sig paa hans Sind saa haardt,
At han en Daad fuldbragte,
Som er hel fæl og sort.

Thi den Stakkel jo troede,
At han kun salig blev,
Naar han i Fart beboede
Himlen, og da bedrev
Han mod sin svangre Mage
Gyselig Vold og Mord,
Saa hun kom strax af Dage,
Ja, det er Sandheds Ord.

Ogsaa Børnene vilde
Han have samme Vej,
Han betænkte dem ilde,
Men dette lykkes ej.
Hustruens Skrig hidkaldte
Nemlig en Snedkersvend,
Som monne foranstalte
Manden til Cellen hen.

Dog han først maatte kæmpe
Haardt med den grumme Mand;
Førend han kunde dæmpe
Kraften, men nu er han
Sikker og stærkt forvaret,
- Hustruen, ak, er død,
Og lider hist forklaret
Ingen Molest og Nød.

Vel har Herren os givet
Gudsfrygt som Rettesnor,
Men lad ej os i Livet
Saa misforstaa hans Ord,
At vi vil selv til Ende
Bringe hvad han har skabt;
Han i sin Visdom sende
Raad, naar vi gi'er fortabt.

Beretning.
Den 5te Februar foregik i Skindergade i Kjøbenhavn en græsselig Begivenhed.
En Malersvend, som i længere Tid havde lidt af Vanvid paa Grund af Religionsskrupler, fik atter et Anfald af sin Sygdom, og Kl. mellem 8 og 9 om Aftenen bortsendte han en tilstedeværende Kone og tilføjede sin sengeliggende højt frugtsommelige Hustru med en Barberkniv et skrækkeligt Saar, der strakte sig fra Struben til Underlivet. Trods det forfærdelige Saar havde Konen endnu Kraft til at raabe om Hjælp. Derved hidkaldtes en Snedkersvend og en Kone og efter en Kamp lykkedes det dem at fravriste Manden Kniven, dog først efter at de selv vare blevne saarede. Manden havde nemlig i Sinde ogsaa at dræbe Børnene, fordi, som han sagde, dette var den eneste Maade, hvorpaa de kunde blive evig salige.
Konen døde efter 1½ Times Forløb under skrækkelige Lidelser, hvorimod et Barn, som hun forinden bragte til Verden, formentlig kan reddes, skjøndt ogsaa det er berørt af det Moderen tilføjede Saar.
Politiet, som blev hidkaldt, anholdt den Rasende og indsatte ham i Kommunehospitalets Celleafdeling for Sindssyge. Heldigvis høre saadanne Rædselsscener til Sjeldenhederne her i Danmark.