Kan Du huske, min Veninde,
Vi var inde
I den ny Salon,
Du saa fiin og fjong,
Jeg med Uhr og spækket Pung?
Dog det er klart,
Mønten gik snart,
Uhret, ved Gud,
Maatte jeg sætte ud.
Men jeg tænkte dengang ei
Ret derover, men svang Dig
Glad i Dandsen, - saa sang jeg
"Den er af Kragelund!"

Ak, som Hjertet gladest bæved
Og vi svæved,
Tænk saa kom der Een
Hen og spændte Been,
Bums! der laae vi - den var reen
Der blev jo Sjov,
Du var saa flau.
Op sprang jeg stolt,
Som en Viskelæ'ersbolt,
Og han fik en Skalle da,
Saa han maatte falde, ja,
Høit de brøled Alle: Ha!
"Den er af Kragelund!"

Dog han tabte ikke Modet,
Lidt i Ho'det
Havde han som jeg,
Strax han reiste sig
Og tog frygtelig paa Vei.
Jeg vilde gaae,
Men da jeg saae
Stymperen brat
Slaae sin Arm om min Skat,
Fælt den Tort mig drillede,
Han fik En og trillede
Om, ime'ns de spillede:
"Den er af Kragelund!"

Kors, hvor der dog blev et Mudder,
Vrøvl og Sludder,
Bedst for mig det da
Var at stikke a'
Hvis jeg vilde heel derfra.
"Laura! Du Smaa,
Kom lad os gaae,"
Sagde da jeg,
Men hvad svarte Du mig:
Nei, maa vi blot være fri,
Nu skal vi først hænge i,
Hør nu, hør! Nu spiller de;
"Den er af Kragelund!"

Ud jeg maatte mig da snige,
Og min Pige
Kom vel snart, men ak!
Ham, jeg Skallen drak,
Han var med, jeg siger Tak:
Laura, min Skat,
Evigt Godnat!
Hvidsked jeg saa
Og saa tænkte jeg paa:
Nu hun bli'er min Kone ei,
Mon jeg skulde drone mig?
Nei, til Trods nu synger jeg:
"Den er af Kragelund!"