Den danske
O hør, Du Danmarks Konge,
For Dig saa har jeg stridt
Med Sværdet og med Tunge,
Til Dannemark blev fri.
Vi fældet har vor Fjende
Imod hans Vaabengny,
Vi maatte Seiren vinde,
Og Tydsken maatte fly.
Den tydske Oprørsskare
Udsuge vilde vort Blod,
Da Danmark var i Fare,
Vi tabte ei vort Mod.
Han vilde gjerne rane
Vor gamle Dannebrog,
Men dertil er vor Fane
For gammel og for god.
Det var den sjette Juli
Til Kamp vi stod parat
At slaae, som Oldtids Kjæmper,
Som tapper Landsoldat.
Da drog vi af vor Fæstning ud,
Imod hans Skandser frem.
Men takke bør vi Himlens Gud
For Seir vi bragte hjem.
For Dig i Krig vi droge,
Vor elskte Frederik god,
Ja kjækt vi Alle sloge
Og offred’ glad vort Blod.
Skal saa en Dag gjenkomme
Sig reiser danske Mand,
Med en rask Appel paa Tromme,
Til Frelse for vort Land.
Den sjette blev jeg saaret
Udi mit høire Laar,
Fra Kampen blev jeg baaret
Bort med mit dybe Saar;
Jeg bragtes til et Lazaret,
Hvor Kammerater laae,
Af Kampens Hede vi var træt,
Kun Døden for os saae.
Der løb vi rask en Stormgalop
Imod hver Bastion,
Hvor Fjenden vilde gjøre stop.
Men rask han fik Motion;
Vi fældede vor Bajonnet
Imod hans frække Bryst,
Til Jorden segnede han let,
Han tabte Mod og Lyst.
Over Danmark Æren lyder,
Henover Land og Sø,
At Trods vi Fjenden byder,
Vi seire eller dø.
Vor Fjende maatte falde
For Dannebroge ned,
Men Mangen Herren kaldte
Bort til sin Evighed.
Gud signe Danmarks Konge,
Gud signe Danmarks Land,
Gud signe hver en Kriger
Som slaae mod Fjenden kan.
Fred over dem, som hviler
I Gravens mørke Gjem,
See Herren til dem smiler,
Som han tog til sit Hjem.
Qvinderne de maa følge
Med i min ringe Sang,
Jeg kan dem ei fordølge,
Enhver udi sin Rang.
Vor Konge længe leve
Med Gemalinde sin,
Gid Herren han vil frede
Om dem til evig Tid.
Lad Tapperheden runge,
I gamle Danmarks Land,
Hos gamle og hos Unge,
Tillands ja og paa Vand.
Stolt Dannebrog maa vaie
Paa vore Svaners Top
Og Søgutter maa eie
Hver Seier i Galop.