Sidste Fredag ad Roeskilde til
Reiste Frøken Mathiesen alene -
(Dog Hr. Hansen var med - notabene! -
Det var et mellem dem aftalt Spil.)
Frøk'nen skulde til Roeskilde blot
For at see til en Syg, hendes Moster;
Hele Reisen den Gamle bekoster -
Jo, Mathiesen hun har det sgu godt.

2.
Frøk'nen sad nu i Vognen saa bly -
Hansen dampede væk paa Cigaren,
Af og til ud af Munden han ta'er 'en,
Medens Røgen sig hvirvled mod Sky. -
Det blev mørkt - ei i Vognen var Lys;
Thi man glemte dens Lampe at tænde -
Muligviis kunde den ikk brænde -
See, da røved Hr. Hansen et Kys. -

3.
Denne Kyssen vedvared en Stund,
Thi det blev saamænd ei ved det Første,
Nei, Hr. Hansen han vedblev at tørste,
Og drak Nektar af Frøkenens Mund.
Saadan Tiden hengled for de To
Med at kysse og kjæle og slikke,
Og see dermed de standsede ikke
Før i Roeskilde - der fik de Ro.

4.
Ud af Vognen de steg i en Fart,
Men da Frøk'nen i Salen sig viste,
Alle Mennesker ad hende fniste -
Det for hende var just ikke rart -
Men Hr. Hansen blev gyselig flau,
Da han opdaged hele Fadæsen -
Heelt betuttet han tog sig til Næsen,
Og saa udbrød fortvivlet han: "Au!" -

5.
Hans Moustacher var røde som Ild,
Og det var jo et Uheld tilvisse,
Seer I, derfor han farvede disse
Nu saa sorte, som see man dem vil -
Ak, men Frøk'nen blev bleg som en Væg,
Da sit Ansigt i Speilet hun skued,
Thi han havde - hvad ei hende hued, -
Et forfærdeligt sort Overskæg.