Her I samles alle fagre Piger,
Hid til mig enhver at vide faae,
Om dens Hjertenskjær dem aldrig sviger
Og hvad Lykke du i Livet gjør;
Op til festlig Dands i Eder flokker,
Gik det kun bestandig saadan til,
Kom Du Glade med de blonde Lokker,
Først Din Skjæbne jeg fortælle vil.

Ei saa ganske frit dit Hjerte banker,
Skjøndt du knap vel sexten Somre saae.
Har du alt en Ven i dine Tanker,
Der forstyrrer Dig dit Hjertes Ro.
Elskov smiler fra de lyse Blikke,
Han er skjøn som Stjernens klare Skin;
Ak, men falsk, mit Barn, o tro ham ikke,
Snart for Andre han Dig glemme vil.

Du reiser bort, du bliver bedt til Fadder,
Paa din Reise glemmer Du din Ven,
Vogt Dig for Bagtalelse og Sladder,
Du bliver syg, men kommer Dig igjen,
Penge faaer Du fleer end du behøver,
Du bliver gift paa Landet med en Præst;
Ei længer Sorgen hjemme hos Dig tøver.
Nu har jeg spaaet Dig alt som jeg kan bedst.